Laura
(Efter Petrarca)
(Efter Petrarca)
I hvilken Himmel, hvilken høy Idee
Fandt du, Natur! et Mynster for hint Billed,
Hint skjønne Aasyn, hvori du har villet
Udvise her hvad hist du mægtede?
Hvor var den Kildens Møe, den Skovens Fee,
Hvis fagre Guldhaar saa for Vinden spilled,
Hvis rene Sjæl var saa Guds eget Billed?
— Dog i den Himmel jeg min — Død maa see.
Forgjæves efter Guddomsskjønhed iler
Den Digter, som ei hendes Øyne saae,
Hvor sødt de rulle imod Himlens Blaa.
Han veed ei, Balsom paa Dødspilen hviler,
Som ikke veed, hvor sødt hun sukke maa,
Hvor sødt hun taler, og hvor sødt hun smiler.