Det Evige
(Efter den persiske Digter Said)
(Efter den persiske Digter Said)
Før Mennesket til jordisk Liv blev kaldt,
Før Himlen over Jord og Hav blev hvalt,
Var Sjæl og Kjærlighed og Guddom til;
Og Sjælen laae i Kjærlighedens Skjød,
Og priste Gud; det gjennem Chaos lød,
Ufødte Verdner lyttede dertil.
Og medens Mennesket i Støvdragt gaaer,
Og Himmelbuen over Jorden staaer,
Er Sjæl og Kjærlighed og Guddom til.
Og Sjælen skal, i Kærlighedens Favn,
Lovsjunge høyt den store Guddoms Navn,
Og Sphærerne hans Priis istemme vil.
Og smuldrer, Menneske! din Støvdragt hen,
Og synker Jorden, brister Himmelen,
Skal Sjæl og Kjærlighed og Gud bestaae.
Og Sjælen skal, i Kjærlighedens Skjød,
Lovprise Gud, ak kvad der ei blev fød
Kan heller ei i Evighed forgaae.