Til Gensano Blomsterfesten,
Vidtberømt, hver Fremmed kalder.
Glad med Strømmen jeg henvandrer,
Seer paa Festen som de Andre,
Glæder mig ved Folkestimlen,
Ved de skjønne Landsbydragter,
Ved de maleriske Grupper,
Ved det Folkelivets Billed,
Festens Blomsterramme samler,
Ved catholske Andagts Farve
Og hvad Protestantens Øie
Fængsler i hesperisk Land.
Ved min Side staaer alvorlig
From ærværdig Klosterbroder,
Folder stille magre Hænder
Over Capuziner-Bæltet,
Seer paa Gadens Blomsterdynger
Med en sælsom Ild i Øiet;
Og i Oidingsskjægget ruller
Lønlig Andagtstaare ned.
"Hør mig, fremmed Ven!"— han siger —
"Og hvor skjønne Skal du seer kun,
Skal du Livets Kjærne see.
Her du seer kun verdslig Glimmer,
Her du seer kun Skuespillet,
Som du i din Sjæl foragter,
Medens dog nyfigent Øie
Vil forlystes ved dets Glands.
Ahner du ei dyb Betydning
I vor Leeg med Blomst og Billed?
Troer du, intet Hjærte røres,
Troer du, ingen Sjæl opløftes,
Hvor saa mange Øine blinke,
Hvor saa mange Tanker flyve
Mellem Herrens Blomsterskammel
Og hans Stjerne-Throne hist?
Veed du, hine tusind Hænder
Virke Tæppet uden Lige,
Hvorpaa Salighedens Herre
Bæres skal i Seierstog?
Under helligt Skjærm han hviler,
Af Monstransens Glands omstraalet:
Skjult i Hostien, han venter
Sit forklarte Legems Fest.
Herlig skal hans Vei beredes:
Alle Blomster smaa hengive
Deres Kroner til hans Ære,
Vil med deres Blade skjule
Mindste Steen paa hellig Vei.
See! med barnlig Konst afbildes
Paa det store Blomstertæppe
Tusind Sole, tusind Stjerner,
Himlens Pragt og Jordens Glands.
Mangent helligt Bibelbilled
Seer du selv paa Gaden malet
Fromt med Blomster-Mosaik.
Last ei Værket, men forstaa det!
Spot ei over Konstnerfolket,
Som med Blomsterløv henkaster
Kjækt i flygtigt Efterbilled
Raphaelers Værk i Støv!
Vinden snart det Værk henveirer,
Leger snart med flygtigt Omrids;
End den skaaner det ærbødig:
See! vor Himmelgjest er nær.
Paa hans Vei skal til et Tæppe
Konsten sine Værker sprede,
Bøie fromt sig med Naturen,
Salig ved for ham — at døe.
Stille, stille! See, han kommer:
I Monstransens gyldne Straaler,
I Symbolets Glands han kommer —
Knæl, fornem ham og tilbed!
See! ved Altret hist modtager
Engle ham med Hymnetoner,
Vifte glad med Seraphvinger
Paa de Barneskuldre smaa."
Fromme Gubbe mig forlader
Slutter sig med stille Andagt
Til den lange Broderskare,
For at knæle og tilbede
Hist, hvor glad ved Blomsteraltret
Fattigt Barn i Engledragten
Sjunger om forklaret Legem
Og tilvifter Oldingsbarnet
Himmelfred med Seraphvinger
Paa de Barneskuldre smaa.
Hellig Leeg mig er forarger
Her, hvor Barn og Olding mødes
Fromt i Phantasiens Land.
Kan vi see med barnligt Øie
Barnehimlen i dens Billed,
Skal dens Blomsterduft os følge
Saligt, til vi see den hist.