Med dine Blomster følg mig, du fromme Barneaand!
Mens Sydens Alf mig løser af stærke Tryllebaand!
Alt ruller Reisehjulet af Romerporten ud —
Lad rulle kun! det gaaer jo mod Fædreland og Brud.
Hvo sidder hist saa stille paa høie Tiberbro?
Fast Genien ham lænker til skjønne Tiberbred;
Veemodig nu i Floden han kaster Blomster ned:
Liig Blad i Strøm, bortfarer hver Sjæl, han her har kjær;
Selv med hans store Mester er Afskedsstunden nær.
De færdrelandske Røster har dybe Længsel vakt,
Til høie Nord de drage hver nordisk Aand med Magt;
Selv fra sit Kongedømme i Konstens gamle By
Vil Thorvald til sin Vugge med Sydens Trækfugl flye.
Ei tung var venlig Afsked; naar Axelstad jeg naaer,
Der laurbærkronet Landsmand i skjøn Triumph alt gaaer;
Der samler kjærlig Tiden hvem her den skiller ad;
Der ogsaa dig jeg venter med Konstnerkrandsen glad,
Du Ven med Afskedsblomsten paa høie Tiberbro!
Farvel! a riverderla hvor Vinterlillier groe!
Er Luften der end stundom for vinterlig og sval,
Til Flugt dog styrkes Sjælen i høie Stjernesal:
Fjernt tindrer Himmellyren — høit Svanen Vingen slaaer!
Dog kun en evig Stræben til høiest Livsmaal naaer.
Nu munter jeg henfarer fra Stad til Stad paany,
Seer Taarn og Bjerg bortflyve, liig Billedhær i Sky.
I blandet Trækfuglskare snart Tonen klinger fransk,
Snart tydsk og velsk og irlandsk, snart babelsk og snart dansk.
I Flokken livligt spøger med barnligt Konstnersind
For Sydens muntre Farver, for Titianers Glands,
For Livet i hvert Aasyn han Øie har og Sands:
Ronciliones Klipper i Aftenrødens Pragt
Har over Konstnerblikket ei halv saa megen Magt,
Som Silkespinderinden hist med den hvide Haand,
Som rynket Kapuziner med Kors og Perlebaand.
Fra Fest til Fest gaaer Reisen i rige Helgenland;
Fast hvert Kapel paa Veien om Under tale kan.
Hvor skjulte Dødsnød truer, en venlig Aand er nær:
Paa Bjerg ved Afgrundspynten os vugged Karmens Fjær;
Tilbage ruller Hjulet; men Lykken er ei seen:
Ved Dyb mod Skjæbne-Hjulet sig stemmer mægtig Steen;
Fra Konstnerhaanden kom den; men hvo ham Vinket gav
I lynsnar Redningstanke ved rædsom Styrtnings-Grav,
Det ahned selv han neppe; derpaa vi tænkte ei,
Mens lystig vi fra Graven henfoer ad skyhøi Vei.
Nu see vi hele Byen med Festdagsklæder paa.
I pyntet Løvsalkirke vi gaae med Folket ind!
Her knæle skjønne Qvinder med røde Slør om Kind;
Her blandt Ex-voto-Tavler, med Tak for Arm og Been,
Paa Hjertetavlen stille sig maler Bjergets Steen.
Snart Lykkehjulet atter gaaer mellem Dal og Sky;
Naturens store Under med Konstens Barker flye.
Sienas gamle Skatte vi søgte glad og fandt;
Med Pisas Campo santo og skjæve Taarn de svandt.
En Qvel jeg mødig standser: jeg ved en Villa staaer;
Der atter Hjemmets Toner i fremmed Land mig naaer.