Med dine Blomster følg mig, du fromme Barneaand!
Mens Sydens Alf mig løser af stærke Tryllebaand!
Alt ruller Reisehjulet af Romerporten ud —
Lad rulle kun! det gaaer jo mod Fædreland og Brud.
Hvo sidder hist saa stille paa høie Tiberbro?
Fast Genien ham lænker til skjønne Tiberbred;
Veemodig nu i Floden han kaster Blomster ned:
Liig Blad i Strøm, bortfarer hver Sjæl, han her har kjær;
Selv med hans store Mester er Afskedsstunden nær.
De færdrelandske Røster har dybe Længsel vakt,
Til høie Nord de drage hver nordisk Aand med Magt;
Selv fra sit Kongedømme i Konstens gamle By
Vil Thorvald til sin Vugge med Sydens Trækfugl flye.
Ei tung var venlig Afsked; naar Axelstad jeg naaer,
Der laurbærkronet Landsmand i skjøn Triumph alt gaaer;
Der samler kjærlig Tiden hvem her den skiller ad;
Der ogsaa dig jeg venter med Konstnerkrandsen glad,
Du Ven med Afskedsblomsten paa høie Tiberbro!
Farvel! a riverderla hvor Vinterlillier groe!
Er Luften der end stundom for vinterlig og sval,
Til Flugt dog styrkes Sjælen i høie Stjernesal:
Fjernt tindrer Himmellyren — høit Svanen Vingen slaaer!
Dog kun en evig Stræben til høiest Livsmaal naaer.
