Hymne
(Efter David)
(Efter David)
Hæv dig, min Sjæl! en Stund fra Støvets Kjæder,
Til Aanders Herre, Universets Aand;
Priis ham, som danned Støvet i sin Haand
Til Sjælens underfulde Valfartsklæder!
Priis Herrens Storhed, Herrens Majestæt!
I Lyset skjult han vandrer allevegne:
Hist for hans Fod et Tæppe er udbredt,
En Himmel hvalt, høyt over Jordens Egne.
I Vandene han bygger hvælvet Sal,
Fra Skyens Tordenvogn han Lynet svinger.
Jord — Himmel — Hav — og Luft er Herrens Hal,
Og vældig farer han paa Stormens Vinger.
Hans Tjenere er — Elementerne,
Hans Sendebud er Engle fra det Høye,
Hans Haand er udstrakt over Verdnerne:
Og ydmyg de henrulle for hans Øye.
Forvirret blandt hverandre tumled de,
En formløs Masse, hvor Atomer strede,
Afgrunden skjuled Jorden, som et Klæde,
De Bølger brused over Bjergene.
De flyede, Herre! for din Stemmes Torden,
Du trued, — Elementerne adlød;
Urokkelig grundfæstede du Jorden,
Og Vandene til Oceanet flød.
Og Bjergene mod Himlens Stjerner stege,
Og Dalene nedgled til Bjergets Fod;
Men vældig du paa Grændsen monne pege,
— og Bjerg og Dal ved Grændsen stille stod.
I Dalen lod du Flod og Kilde rinde,
Du lod dem flyde mellem Bjergene,
At Ørknens vilde Dyr dem maatte finde,
Og Himlens Fugle væde Tungerne.
Og Høy og Slette du fra oven vander,
Med Frugt du signer Jordens Moderskjød,
Og Græs og Urt for Qvæg paa Marken stander,
Paa Agren voxer Menneskenes Brød.
O! du, som Druen hang i Rankens Skygge,
Oliverne i Olietræets Lye,
Du lærte Fuglen konstig Nede bygge,
Og Mennesket til sikkre Hytte tye.
Du lærte Nattens Dronning Tiden maale,
Og gaae sin Cirkelgang ved Fakkelskin,
Du farved Morgenrødens Rosenkind,
Du tændte Dagens Ild, og Aftnens Straale.
Og naar din Sol i Bølgen kjøler sig,
Og stjernevirket Dække Jorden skjuler,
Gaae Skovens vilde Dyr af deres Huler,
Om deres Føde raabe de til dig.
Naar Hanen galer, Lysets Engel smiler,
Gaaer Mennesket til vante Gjerning ud:
Han søger og sin Føde af sin Gud,
Og træt og qvæget han ved Aften hviler.
Hvo tæller, Herre! dine Gjerninger?
Hvor viselig opholder du dem alle!
Som Havets Sand er dine Verdener,
Og ei forgjæves kan et Støvgran falde.
I Luften sjunge Fuglene din Priis,
I Skoven Løven om din Vælde brummer
Og hvor uhyre Hav blaalæbet skummer,
Selv tause Slægter vidne: du er viis.
Der svømme dine Hvaler om saa vide,
Blandt Myriader, som du dannede;
Der dine Børn paa lette Planker glide
Imellem Dødens Svælg og Himlene.
Og Alle, Alle see til dig, o! Fader,
Du giver, og taknemlig sanke de:
Betimeligen du din Haand Oplader,
Og Alle mættes med Velsignelse.
Og naar du deres Aand tilbagekalder,
De Aanden give hen, — og vorde Støv;
Saa leger Vinden med nedkastet Løv,
Saa bøyer Blomsten Hovedet og — falder.
Udsender du din Aand, da skabes de,
Ufødte fødes, nye Slægter leve.
Men Herre! rører du ved Bjergene,
Da tænde de din Altarild og — bæve.
Stor er du Gud! ja stor evindelig,
Dig søger Tanken og nedtumler svimmel,
Men dine Gjerninger, din Jord, din Himmel,
Alt Herre! vidner, tøver, priser dig.
Og jeg vil prise Herren mens jeg lever,
Lovsjunge ham indtil jeg gaaer herfra,
Til Harpen tier og min Aand bortsvæver,
Den Herren prise skal, Halleluja!!