Med Store og Smaa gaaer Dandsen fuldtbrav:
Den Knokkelmand snoer sig behænde;
Med Flikflak han springer fra Grav til Grav;
Ret aldrig hans Dands faaer Ende.
Han griber en Ung, hvor en Gammel han slap;
Han rusker i Foged og Slave;
Han Ridder og Bonde svinger heelt rap;
Han valtser med Keiser og Pave.
For pyntede Dame han bukker og leer,
Med Junkeren strunk harcellerer;
Sig Herren og Damen heelt ynkelig teer;
Der dandses med sære Manerer.
I Hopsavalts gaaer det til gamle Musik;
Ei Fløiten og Trommen der mangler:
Den Knokkelmand fløiter, med klapprende Nik;
Han munter med Knoklerne rangler.
Til Hvile han bringer hver dandsende Sjæl;
Fast Ingen ved Dandsen sig glæder:
Den ærlige Knokkelmand griner lidt fæl;
Bleeg Bruden ham følger og græder.
Men — udenfor Dandsen en Reisende staaer;
Hans Øie ret aldrig kan græde:
Al Verden bortdandser — tilbage jeg gaaer —
Jeg er glemt i den store Kjæde.