Mod Livet de Ufødte frem sig stride;
Men — hvad de kæmpe for, de ikke vide.
Mod Døden frem de Fødte gaae iblinde;
Hvorhen de gaae, dem rinder ei i Sinde.
Liig de Ufødte, Tidens Aand sig rører:
Den veed ei selv hvortil dens Stræben fører.
Frem Tidens Slægter fare og forsvinde;
Mod lønligt Maal de storme frem iblinde.
Paa Daarers Færd selv Daarer see med Latter:
Ideens Stridsmand ei Ideen fatter.
Feltherren veed hvorhen hans Hære fare;
Derom ei spørger blinde Krigerskare.
Paa Strængen Bueskytten Pilen satte;
Sit Maal den naaer, men kan det selv ei fatte.
Solstraalen skal til Verdens Ende fare,
Men ei sin egen Klarhed sig forklare.
Som mig Jehova tænkte, skal jeg vanke;
Men — Herren kjender ene heelt sin Tanke.