Burmand laae paa Tiberøen,
Svømmed i sit sorte Blod.
Holger hilsed Fyrstemøen;
Hos min døde Hingst jeg stod.
Over Kæmpen foer den Spanske,
Hingsten med det ædle Blod.
Paa dens Ryg sprang Holger Danske,
Svømmed over Tibrens Flod.
Fængslet vented mig før Aften;
Vel jeg kom mit Ord ihu.
Rask henrev mig Ungdomskraften:
Sol var langt fra Hav endnu.
Hingsten sprang til Keiserleiren;
Kort jeg var min Keisers Gjest.
Til mit Fangetaarn, trods Seiren,
Vendte jeg min spanske Hest.
Hil jer! — klang min Røst mod Leiren —
Lykken fulgte mig idag.
Roland! hent imorgen Seiren!
Sving den store Keisers Flag!
Følg ham, Jævnings-Tylvt af Helte!
Iver! Oliver! Turpin!
Hertug Samson! stram dit Bælte!
Sving dit Ridderspær, Gerin!
Raske Ottum! Slyng din Landse!
Op, hver Løve, stærk og stor!
Wolter! lad din Ganger dandse!
Reis dig, Ridderskabets Flor!
Og der Holgers Røst forstummed,
Bruste Leiren, som et Hav.
Kampens stærke Løver brummed;
Carl et mægtigt Vink dem gav.
Roland svinged Oriflammen;
Hæren reiste sig med Lyst.
Til mit Fangetaarn med Gammen
Red jeg rask med Solen Dyst.
Atter knirked Taarnets Hængsel;
Fjernt Prindsessen for mig sang.
Holger drømte glad i Fængsel,
Vaktes brat ved Vaabenklang.
Det var Keiserleirens Helte,
Roland, Oliver, Turpin;
Mure hørte jeg dem vælte —
Det var Samson og Gerin.
Der blev Jubel efter Trængsel:
Keiser Carl var Pavens Gjest.
Roland sprængte Holgers Fængsel —
Jeg kom med til Kroningsfest.