Havmanden
(Ved Teracina)
(Ved Teracina)
”Vogt for Hexen dig hist, og fly Forglemmelsens Rige!
Ras nu heller med mig, end glem din Langsel i Dødssøvn!
Hist dig forvandler til Plante og Dyr, med tryllende Septer,
Circes forkoglende Aand; end boer hun i Sydlandets Luftning!"
Ven med den mægtige Røst! blaaskjæggede Kampe fra Dybet!
Stærk, o Havmand! din Sang med Drøn mig vækker og Brusen.
Stormvild tumler du Bølgernes Hær, hver Byrde du slynger
Stolt mod Fjeldenes Pynt, mens Lynglimt over dig knittrer.
Ret! saa kjender jeg dig, du store, du fredløse Kæmper!
Tidt jeg ved Søe og ved Væld i smeltende Syd dig har savnet;
Dybt du stræber og høit: mod Sky din Isse du hæver.
Haaner den dorske, den trælbundne Jord med dens Smaaligheds Slaver.
Søvn du hader og Fred, om Jorden saa trindt dig end sover;
Dybt i bundløse Barm umaalelig Verden du ryster.
Ret saa, Ven fra mit Norden! i Syd jeg kjender dig atter:
Ei har Sireners blødagtige Sang indlullet din Kamp-Aand;
Ei din store Natur hesperiske Luftning forvandled;
Mægtig du ryster end høit i Storm mod Skyen din Siv-Lok.
Ved Teracina jeg saa gjenhilser blaaskjæggede Havmand;
Danst klinger Søhanesangen om "Vei til Magt og til Hæder."
Røst sig hæver med Barm; i Hænderne klappe de Skjønne:
Havmanden har de dog kjær, om end han tidt dem forfærded;
Klang liig Storm end hans Latter, der vild liden Gundver han favned.
Sært dog tryller endnu fra Dybet den Mægtiges Stormrøst.
Hvo var Ørnen vel, som dristig
Hist paa Fjeldets Tind har bygget?
Seer jeg end din Borg paa Klippen,
Stod i Storm og Lyn du hisset?
Sang henover Havet fordum
Barden her din Seierssang?
Kæmpens Been er længst hensmuldret;
End mod Sky hans Hal sig taarner;
Barnet peger paa Ruinen,
Nævner end det store Navn.
Did steeg ofte fremmed Vandrer,
Hviled gjerne ved Ruinen
Af den sjunkne Herlighed.
Did vi ogsaa maae opstige,
Der jeg vil til Sagnet lytte;
Atter over Hav fra Borgen
Sang henflyve skal i Storm.