Natuglen hyler i Hallen.
Hvor Kongen Septeret svang;
I Støv Guldkronen er falden;
Men den har straalet engang.
Ved Nat de Stimand sig skjule
Hvor Helten ei længer gaaer:
Han ligger i Dødens Hule
Vel tretten hundrede Aar.
Men rædsom var han at skue
Den Verdenstvinger fuldhaard.
Hvert Sekel i Lynets Lue
Hans Aand over Borgen gaaer.
Da styrter en Muur i Hallen,
Hvor Flaggermusene boe.
Naar Borgen i Gruus er falden,
Den gamle Herre faaer Ro.
Hvi maa han i Stormen fare
Nu over Ruinen hen?
Ham daared Afgrundens Skare:
I Hallen Blodet er rundet
Og paa den Mægtiges Haand.
Er Borgen i Støv forsvundet,
Far hen da, stormvilde Aand!
Vildt det end stormer i Tordeners Brag. Fra Herberget see vi
Høie Naturs Majestæt. Fra Fjeld det lysner og Havdyb.
Taus paa Svalen hist staaer i Lynglands drømmende Jomfru;
Kjækt hun seer i det stammende Mulm Elementerne kæmpe,
Seer i Afgrunden ned, og selv hun dristig fremkalder
Varslende Billeders Hær fra Dyb-Uhyrernes Verden.
Ja, fra Norden du kom; liig tankefuld Vala du stander
Høi i Lynet med Ro; om Lokkerne flagrer dig Tungsind:
Rædslernes Lyst er dig kjær og skjøn Naturen i Oprør.
Verdensopløsningen seer du, og selv hvad høiest dig glæded
Flyer for ahnende Blik; høit svulmer dig Hjertet; men Øiet
Taaren fordølger med Synet. — I Hallen nu Strængeleeg klinger.
Skjønt som i Pantheon hist, lad her forenede Stemmer
Høit Sanctissima ud i himmelhøit Pantheon sjunge,
Hvor nu paa Verdensorglet den store Natur phantaserer!
Lød hiin Sang for min Sands? hvad heller for Sjllen i Drømme?
Mindet end drømmer veemodig om Sang fra Borgen ved Stranden.