Paa Borg ved Stranden lød Hymneklang;
Der sad tre Søstre ved Qvel og sang
Og saae over Hav mod det Fjerne.
Snart Borgen stander forladt og tom.
De Reisende fare i Verden om;
Ved Hav blinker fremmede Stjerne.
Men Havet sortner og Livsflammen døer;
Ret aldrig vorder det meer som før,
Og gamle vorde de Unge.
Skal atter jeg Borgen ved Stranden see;
Dog aldrig mere de Søstre tre
Tilsammen ved Qvel der sjunge.
Storhavets dæmpede Røst i Blund mig lulled, og Sjælen
Havfrustemmer fornam, liig hviskende Toner fra Hjemmet.
Først naar Daglyset blinker, os vækker den troe Berbieri:
Nær ved Grændsen paa halvdunkel Vei er Røveren dristigst;
Sikker er selv ved Daglys ei ganske den herlige Strandvei.
— Kort sig nu strækker paa Jorden, o Roma, dit verdslige Septer;
Høit dog svinger du end dit Spiir over Sjælenes Verden.
Snart vi Grændsen har naaet; her Kamp det gjælder, dog ikke
Kamp med Haand eller Glavind; med Mund her fegtes og Konstkneb:
Passet kun mangler en Tøddel, et Nul — i Tjenerens Fornavn;
Flux dog tilbage til Rom! er Lovens det tordnende Magtbud.
Ei vi adlyde sligt Bud; hvor staaer det? — i Haandskrift for Venner?
Trykt jeg fordrer den Lovbog at see, som her os forviser.
Harm opfylder min Sjæl, hvor Uret vil Magtordet føre;
Fast Berbieri mig kalder med Net: Bernardo furioso.
Snart som klog Diplomat dog Retten jeg kjøber, og Bommen
Til Fortryllelsers Rige med sølverne Dirk jeg oplukker.
Høflig os følger nu selv paa Vei Retfærdigheds Tjener;
Men for ærværdige Ret til Dom vi føres i Fondi.
Damerne stirrer man paa som var de forklædte Spioner;
Dog paa Skrømt man kun holder Forhør; halvt leer Magistraten:
Skjønheden seirer med Magt og smelter Justitiens Hjerte.
Snart med Fondi mig forsoner
Ædel Aand i brav Cæcuber:
Vinen, classisk Digter priste,
Her som Antiqvar jeg prøver,
Glemmer reent — med henrykt Mine
For cyclopisk Muur at rase;
(Det er Architecters Pligt).
Glad jeg konstig Muur forlader,
Priser nye Tid, som sprængte
Kjækt i Livet, som i Konsten,
Hver cyclopisk Flngselsmuur.
Lidt for vidt den ædle Frihed
Drives dog i disse Egne:
Rask vi fare gjennem Itri;
Vidtberygtet, Røverbyen
Svarer skummel til sit Ry;
Fra Diavolo den Store
Her sin Røverhær udrusted;
Med hans Slægt end Byen myldrer:
Vildt med Skule-Bryn forfølger
Smudsig Yngel Reisevognen
Gridsk med halvt dæmonisk Blik.