Bruden
[Skrevet da jeg skulde studere Jura.]
[Skrevet da jeg skulde studere Jura.]
I Lunden bag Hækken en Pige jeg saae,
De Lokker var lyse, de Øyne var blaa,
Og Barmen, saa meget som jeg kunde see,
Var tifold saa hvid, som den hvideste Snee.
Som Lilien malet af Morgenens Glød,
Saa blomstrede Kinden halv hvid og halv rød,
Med klaren Sølvstemme sang Pigen saa huld,
Og holdt udi Haanden en Cither af Guld.
O himmelske Lod ved dit Hjerte at døe,"
Saa sang jeg, og vilde alt ile didhen,
Da greb mig i flagrende Lokker en Ven.
Den Ven var Fornuften vor gamle Papa,
Han tog mig ved Haaret og trak mig derfra,
Mens ofre til Hækken tilbage jeg saae,
Med Finger paa Næsen han talede saa:
"Søn! vogt dig, kom ei Pieriden for nær;
Kun Hunger og Sang hendes Ejendom er;
Af slige Frierie kommer Intet meer ud,
Jeg derfor har valgt dig en anden til Brud."
Og fremtrin af Busken en gammel Moerlil
Med tusinde Rynker, og tør som en —
Kun Prosa jeg læste i Ansigtets Træk,
Og Munden var tandløs; men virksom og kjæk.
De Fingre var krumme, og Øynene randt,
Dog Guldet hun fatted og øynede grant;
I Ungdommens Dage hun havde havt Stær,
Og Haanden var krummet af Vægtskaal og Sværd.
Justitia var det til Brud man mig bød,
Fornuften befaled, og Sønnen — adlød:
Med Suk da Madammen min Haand jeg forskrev;
Men Hjertet hos Pigen bag Hækken dog blev.