Vanked vild i Østerlande
Hyrden paa den vide Ørk,
Maatte han saa eene stande
Udi Natten kold og mørk;
Tumledes blandt Klipper vilde
Havets Søn paa Bølgen blaa;
Begge tit i Nattens Stille
Tvende lyse Stjerner saae.
Det var Ledas Sønner blide,
Stedse samlet de fremskride
Manden, som forvilded sig,
Leded de saa broderlig.
Tvende Stjerner jeg og kjender,
Himlens dunkle er mod dem;
Uskylds Funke i dem brænder,
Haabets Glimt jeg seer i dem.
Lad mig længe nok da vanke
Eensom i den vide Ørk!
Lad mig paa den brustne Planke
Tumles vild ad Bølgen mørk!
Maatte jeg kun evigt skue,
Elskte Stjerner! eders Lue!
Blev min Nat, i Ørk paa Hav,
Lys og blid indtil min Grav.