"Sadl op min Ganger, slib mit Sværd!
Gak Dreng! hent Morderlandsen!
Thi myrde vil jeg Hedninger,
Og vinde Heltekrandsen."
Saa Fyrsten bød, og rusted sig
Med sorten Harnisk frygtelig,
Paa Gangeren sig svinged,
Og Sværd og Landse klinged.
Ved Siden reed Vasaller fem,
Med Rustninger ildrøde,
Og røde Hingste bare dem;
De Fyrstens Vink adløde.
De gjennem Tyrkens Lande foer,
Og brændte, røved, sloge,
I hvor de saa hendroge.
En Dag de kom ved Morgengrye
Til en Nomadehorde,
Som fredelig fra Bye til Bye
Omdrog med sine Hjorde.
Med Hurraskrig og vilde Raab
Fremstyrted Fyrsten med sin Hob,
De Hyrder faldt til Fode:
"O! Naade, Christne! Naade!"
Da kom en Mand, med Brynie hvid,
Paa hviden Ganger sad han,
Af Aasyn var han god og blid,
Og for de Arme bad han:
"O skaan! de værgeløse er,
O skaan! de er jo Mennesker!"
Men de Vasaller brummed,
Og hviden Mand forstummed.
"Hug ned, hug ned!" lød Fyrstens Ord,
Til Helvede de stunde,
De ei den Herre Christum troer,
Hug ned de Hedninghunde!"
Og Sværdet hvined Hug paa Hug,
Blandt Hurraraab og Dødningsuk,
Og videre de sprengte,
Med Støv og Blod bestænkte.
En feiderustet Tyrkehær
Dem derpaa kom imøde,
Og rædsomt klirred Sværd mod Sværd,
Og Døde faldt paa Døde.
Tilsidst de Muselmænner veeg,
Udmattede af blodig Leeg;
Men saaret og bedøvet
Laae Fyrsten strakt i Støvet.
Det Pantser tynged vældelig,
Han mægted ei opstige,
Da saae han nogen nærme sig;
Det var en Tyrkepige.
"Du bløder, slemme Christenmand!
Og jeg dig ikke hade kan,
Din Gud dig maa tilgive;
Men jeg vil dig oplive."
Og reiste hun ham medynksfuld,
Forbandt ham hvor han blødte;
Dog mens hun pleied ham saa huld,
Hans Øye hendes mødte;
Flux brændte han af ureen Lyst,
Og knuged Pigen til sit Bryst;
Hun styrted ham til Fode:
"O! Naade, Christmand! Naade!"
Da kom den blide Mand igjen
Paa Gangeren hin hvide:
"Vær ikke utaknemlig Ven!
Jeg varsler dig itide;
Hvis ei du hører Uskylds Bøn,
Da venter dig retfærdig Løn."
Men de Vasaller brummed,
Og hviden Mand forstummed.
"Gak fromme Nar! lød Fyrstens Ord,
Det er en Hedningqvinde,
Hun ei den Herre Christum troer,
Man synder ei ved hende."
Og Pigen vred sig i hans Arm:
"Forbarm dig Christmand! o! forbarm!"
Men kraftløs hun hensegned,
Og — Uskyldsblomsten blegned.
Og fort med Huj- og Hurra-Raab
De Riddere fremdroge,
Og hvor den kom, den vilde Hob,
De brændte, røved, sloge.
Alt Nattens Stjerner tindrede,
Da kom de just til en Moskee,
Hvor Børn og Qvinder sad’e
Andægtigen og bade.
"Røv, brænd og myrd!" lød Fyrstens Ord,
Til Helvede de stunde,
De ei den Herre Christum troer
Myrd, brænd de Hedninghunde."
Vasallerne adløde ham;
Dog pludselig blev Armen tam,
Og Sværdene er rammed,
Og Faklerne ei flammed.
Ei længer tindred Stjernerne;
Men Skyerne blev røde,
Forgjæves Fyrsten hujede,
Hver Lyd paa Læben døde;
Og Ridderen med Brynien hvid,
Men ikke længer huld og blid,
Fremfoer saa mørk og skummel
Med rædselfulde Tummel.
"For tredie Gang jeg møder dig;
Men varsler ikke mere.
Paa Uskylds Grav, paa Brødres Liig
Du Godheds Gud vil ære;
Vanslægtede Naturens Søn!
Du veed din Daad, modtag din Løn!
Din Gud har fældet Dommen,
Nu er dens Time kommen."
Og flux med Huj- og Hurra-Raab
Kom Nattens Aander blege,
Forgjæves Fyrsten og hans Hob
For Hevnens Aander vege.
Hin hvide Mand en Dæmon blev,
Som Hjertet af hans Liv udrev;
Og end ved Midnatstide
Han mon det sønderslide.
* * *
Saa rædsom en Historie
Jeg ikke har oplevet;
Jeg fandt den i en Krønike,
Ved Siden stod der skrevet:
"I Fyrsten see — Tyrannerne,
Vasallerne er Sandserne,
Og kan den hvide Herre
Samvittigheden vare."