Εϰαςοζ βλεπέτω, πῶϛ ἐποιϰοδομἔι!
Paulus.
Hvo bygger i Løndom ved Dag og ved Nat
Paa Borgens de øde Ruiner?
Hvo reiser i Stilhed, hvad Stormen saa brat
Nedstyrter, naar fjendlig den hviner?
Hvad kaldes den Borg, usynlig og stor,
Som aldrig fuldendtes paa viden Jord?
En Søyle staaer hist, og en Søyle staaer her;
Men Taget er aabent, og Muren af Leer.
Hvo er vel den Herre, som hemmelig gaaer
Paa Jorden fra Hytte til Hytte,
Som fredløs maa skjule de flygtende Spor,
Og sjælden til Stav sig kan stytte?
Af Borgen mægtige Fjender ham drev,
De Muren styrted de Taget nedrev,
Og Flygtningen ganger paa Veien saa trang,
Ham Fjender forfølge paa møisomme Gang.
Hvad kaldes den Herres Hussvende saa tro,
Adsprede paa Kloden saa vide?
Med Sværd og med Pantser i Løndom de gaae,
Og stedse med Fjenderne stride;
De bygge paa Borgen ved Nat, ved Dag,
De bøde paa Muur, de bøde paa Tag;
Til Bygningen synker for Stormene hen;
Men Svendene trolig den reise igjen.
Hil Eder! o! Svende, saa bolde, saa tro,
Som hemmelig bygge og stræbe,
Jeg Eder ei kjendte, jeg Eder ei saae,
Ei nævned med vanhellig Læbe.
Dog veed jeg, at Eders Samfund bestaaer,
Det breder sig over den mørke Jord;
Og gjerne jeg tro rakte Haanden Jer hen,
Og kæmped, og bygged paa Borgen igjen.