Du Heilige! rufe dein Kind zurück!
Ich habe genossen das irdische Glück,
Ich habe gelebt und geliebet!
Schiller.
Sagte du rinde!
O! Bæk, med de nynnende Strømme!
Vifter mildt I Aftnens spøgende Vinde!
Styr ei mine Kjærlighedsdrømme!
Eensomme Fugl! med de smeltende Toner!
Sværmende Natsangerinde!
Lul blidt, Philomele! hvor Kærlighed throner,
Under frygtsomme Espe oq susende Linde,
Lul sødt fra Bøgenes Kroner!
Væk atter hvert slumrende Minde!
Her gik du, Alvilde!
Min Barndoms elskede Møe!
Her gik du i Skyggen ved sprudlende Kilde,
Og hist ved den speilklare Søe;
Saae Maanens Skin i de stille Dale,
Saae Aftnens Stjerne i Bølgen sig male;
Hørte Valhornklang i de dybe Skove,
Og Aarens Slag paa den krusede Vove,
Hørte Englærken sjunge sin Aftensang
Til fjerne Landsbyers Klokkeklang.
Her stod du, Alvilde!
Min Barndoms Møe!
Her saae jeg din Vemodstaare hentrille
I den klare Søe.
Lyksalige Bølge!
Du, som drak den hellige Taare,
See! min Læbe brænder saa saare,
Kan barnlige Længsel ei dølge,
Maa vædes, — maa lædskes, — o! smil ad den sværmende Daare!
Men lad ham sin Kjærlighed følge!
Sagte du rinde!
Bæk, med de nynnende Strømme!
Vifter mildt I Aftnens spøgende Vinde!
Styr ei mine Kjærlighedsdrømme!
Her sad du, Alvilde!
Saae Østen sin store Rose udbrede,
Saae Morgenens Sanger ophvirvle sig glad fra sin Rede,
Mens vaagnende Liv brød det festlige Stille.
Her sad du, o! Pige,
Kyssed Honningduggen af Rosens Blade:
I din voxende Barm monne lønlige, glade,
Livsgnister gjære, og Elskovsahnelser stige.
Her saae jeg dig. Pige
Fornam din melodiske Røst:
”Gud! hvor her er yndigt paa Jorderige;”
Og dog steg et Suk fra dit svulmende Bryst.
Brat Rosen faldt fra sit Dronningsæde,
Din Elsker fandt den, og jubled af Glæde:
Lyksalige Blomst! du mig hellig er vorden.
Du evig mig hellig skal være:
Alvilde dig elsked, du faldt fra min himmelske Sphære,
O! du mig forsone med Jorden!
Naar elskende, svimmel i sværmende Lyst,
Jeg kysser dig Rose! jeg trykker dig tæt til mit Bryst.
Sagte du rinde,
Bæk, med de nynnende Strømme!
Vifter mildt I Aftnens spøgende Vinde!
Styr ei mine Kjærlighedsdrømme!
Græsklædte Throne! blomstrende Sæde!
Her du end stander.
Evig du grønnes; thi naar er Himlen dig vander,
Kjærlighedstaarer dig væde.
Her var det hun hviled,
Af surrende Bier i Slummer inddysset,
Forvovne Zephirer den Yndiges Klædebon kyssed,
Ad de spøgende Drømme hun smiled.
O! jeg misunded
Og lykkelig Eder jeg priste,
I døende Græsstraae! hvorpaa hun blunded.
Jeg salig dig priste
Du Luft! hun indaanded,
Jeg salig dig priste
Kjærminde! som ved hendes Lilliebarm blaaned,
Og i smertende Salighed daaned.
Men her jeg dig finder,
Helligste blandt mine Minder!
Bøg! i hvis Skygge
Elskovsguderne bygge,
Løvsal! indhegnet af Roser hvide,
Og Mindets Blomster, de barnlig blide.
Her er du runden,
Draabe af Tid! og forsvunden,
Øyeblik! som jeg vil kjøbe tilbage
For en Evigheds salige Dage.
Her var det hun sad,
Og lyttede til mine Elskovsqvad;
Her var det min lyse Engel mig smiled
For første Gang,
Da Taarene qvalte min stille Sang,
Mens mit Blik paa den Elskede hviled.
Huldsalige Smil!
Du aabned mig Himmelens gyldne Porte,
Opfyldte det Tomme, oplyste det Sorte
I Timernes Iil,
I Livets buntede Farvespil.
Livsalige Smil!
Som en Genius gaaer du med mig over Jorden,
Og et Himmerig er den mig vorden.
O! sød er Taaren, som ved dig rinder,
Helligste blandt mine Minder!
Bøg! i hvis grønnende Bark jeg har skrevet
Yndlingsønsket fra Fordums Dage:
”O! Fader, kald nu dit Barn tilbage!
Ogsaa jeg har elsket og levet.”
Sagte du rinde,
Bæk, med de nynnende Strømme!
Vifter mildt I Aftnens spøgende Vinde!
Styr ei mine Kjærlighedsdrømme!