Kehre wieder,
Holdes Blüthenalter der Natur!
Ach nur in dem Feenland der Lieder
Lebt noch deine goldne Spur.
Schiller.
Hvorhen du Yngling, med det hede Hjerte?
Du Sommerfugl ved Vintertid! vend om!
Kun søde Drømme Himlen dig beskjærte;
Men ak! for sildig du til Verden kom.
Troer du, at Livsens Kilde her fremspringer
I den til Død forstenede Natur?
Og troer du, Kærlighedens Fugl sig svinger
Mod Stjerner sjungende — i Fangebur?
Nei sørgende den sidder, tungebunden;
Thi længst afblomstred Følelsernes Vaar,
Og Phantasiens Sommernat er svunden,
Dens Blomster dræbt af kolde Efteraar.
Og paa de øde Sletter, nøgne Fjelde
Staaer glimrende en Throne, bygt af Iis;
En Snemand slynger Septeret med Vælde;
En Olding er det, følesløs, — men viis.
O! har du Vintersneen ei fornummet?
See! Tiden har sin høie Alder naaet,
Og Hjertets Ynglingssange er forstummet,
Forstanden sine Børneskoe har traadt.
Den vugges ei paa Lidenskabers Strømme,
Forvildes ei i vild Indbildnings Land,
Og den foragter Vaarens gyldne Drømme,
Og ahner Intet; thi den tænke kan.
Den efter Regler tænke kan og fatte,
Og maale ud Planetens Cirkelgang,
Den efter Regler kan det Skjønne skatte,
Og see i Støvet Spor af Harpeklang.
I Støvet ligger dybt det Store, Høye,
Klart sønnerlemmet det Forstanden seer;
Dens Aand er Sands; dens eene Sands er Øye,
Og bag dets Synskreds troer den Intet meer.
Og stolt og kold den Jorden gjennemskuer;
Thi den er gjennemsigtigt Frostchrystal,
Og Jordens Frost har slukket Himlens Luer;
Thi uden Ild Forstanden lyse skal.
See! derfor er den Tidens Konning vorden,
Og Hjertets Herredømme er forbi,
Og klynker det end hist og her paa Jorden,
Da er det Daarskab — Tant, og — Sværmerie.
Du med det hede Hjerte! du maa vandre
Aleene, som blandt Marmorbilleder:
Forunderlig de røres blandt hverandre,
Og stift og koldt hver Stytte paa dig seer.
O! skynd dig! flye! — Forstenelsen udbreder
Sig vidtomgribende fra Sjæl til Sjæl;
Ak! skynd dig! flye didhen, hvor Lauren spreder
Sin Skygge over Musens Kildevæld!
Thi der kun Tidens Vintersnee ei kommer,
Der blomstrer endnu Følelsernes Vaar,
Der gløder endnu Phantasiens Sommer,
Der Kærlighedens Nattergal end staaer.
Der Idealer i det Høye svæve,
Horaerne der dandse Haand i Haand,
Der Drømme sødt paa Harpetoner bæve,
Der Aander røre den beruste Aand.
Og vil du ei til Digterlunden vanke
Blot for ved Gjøglespil at hvile ud,
Og hist og her et venligt Blomster sanke,
Som viftes hen i Hverdagslivets Slud;
Da skal du ei, som Tidens Kloge, finde
En magisk Lygtes Skyggebilleder,
Som spraglede paa kolde Muur forsvinde,
Og efterlade tømt og kalket Leer.
Nei, vil du dybt i Helligdommen trænge,
Da skal du selv den store Harpe see,
Som spiler ud de stærke, gyldne Strenge
Imellem Jordens Bund og Stjernerne.
Og du skal høre den naar Tordner rulle,
Naar Storme hyle, — og dens Melodie
Skal tone vildt Naturens underfulde,
Men evig — evig skjønne Harmonie.