Forladt af Vennerne fra Norden nu,
Jeg eensom gaaer, mens fjernts paa adskilt Vei
De i den vide Verden sig adsprede:
Nu vrede Havmænd og Delphiner tæmmer
Med Sang fra Dantes Hjem og Tassos Lunde;
Ved Ætnas Flammesvælg og veier Bjergluft
Og tænker paa lyksalig Øe. Og du,
Med kjærligt Blik for Aandens Spor i Tiden,
Du i Normannens Hjem nu Danmark søger.
— Og Søstrene, som svandt i Støvet hist,
Dem seer jeg aldrig samlet meer i Verden,
Ak, skilte fjerne Brudgom dem kun ad!
Paa Mulen syntes mig fag, bleg og kold,
Som Veturin den magre Gravens Konge
Bort mørke Ahnelse! hvad vil du her
I Vaarens Land? — see! her er Liv og Glæde:
Her skal jeg end et Sydens Foraar see;
Dets Farveglands mig skal til Norgen følge.