Borgen
[Vinter 1807.]
[Vinter 1807.]
Blandt taarnede Buer,
Blandt Piller, nedsjunkne af Ælde,
Hvor Hvælvingen truer
At styrte, og knuse sin Vælde,
Hvor iislagte Grave, hvor snekrandste Vold
End vidne om stridbare Old.
Blandt stolte Ruiner
Af Fædres høit kneisende Haller,
Hvor Stormen nu hviner,
Og Ravnen sin Yngel henkalder;
Hvor Natuglen hyler, hvor Aandernes Dands
Opklares af Blodmaanens Glands.
Hvor graanende Bøge,
Hvor nøgne bedagede Eege
Med Stormene spøge,
Og knarke i rædsomme Lege,
Hvor Vandreren bæver paa eensomme Stie,
Og gyser — og iler forbi.
Blandt Støvet, som dækker
O! Oldtid, din Urne, din Hæder,
Blandt Muld, som opvækker
Sødt Tanken, o! Fædre, om Eder;
Did vinked Camoenen med Taarer sin Ven,
Og rakte ham Citheren hen.
"O! hellige Steder!
O! bittre — livsalige Minder!
Hvi svolner ved Eder
Min Barm, skjøndt en Taare nedrinder?"
Saa sang jeg med Vemod og Hallen gjenklang,
Med underfuldt Drøn af min Sang.
Taus lytted jeg længe,
Og stirred, og stemte saa sagte
De klynkende Strænge;
— Kun skurrende Mislyd de vakte —
Da saae jeg bag Muren en varslende Aand,
Og Citheren sank af min Haand.
Jeg skued, o! Under!
En blegnende Olding jeg skued,
Blod randt af hans Vunder,
Halvbristende Øyet end lued:
Ved Foden saae Hjelmen med kobberne Skjold,
Sølvlokken var Vindenes Bold.
Til Sværdet han læned
De aldrende kraftfulde Lænder,
Mod Havet han peged,
Og knytted de truende Hænder;
Nu hæved han Blikket, og Liigmaanens Skin
Traf Taaren paa Oldingens Kind.
Dumpt runged en Stemme
Mig huult som fra Graven imøde:
"Kan Sønnerne glemme
At Faderens Vunder end bløde?
Grib Sværdet! og hævn mig og Niddingen knus!
Og seir — eller døe paa mit Gruus!"