B.S. Ingemann (1789–1862)

Stjerneblomst! du kan mig sige

Budskab om min Elskelige,

Om hun og mig ret har kjær,

Om det er af ganske Hjerte —

Om med Glæde — om med Smerte —

Om hun fjern mig end er nær.

Stjerneblomst! du maa mig sige

Hvad jeg hos den Elskelige

Spurgte om og hørte tidt:

Om min Lykke Himlen naaede —

Om hun elsker uden Maade —

Eller ganske, ganske lidt. .

Stjerneblomst med gyldne Kjærne!

Siig, gjentag det i mit Fjerne,

Hvad jeg bedre veed, end du!

Uden Grændse — uden Maade —

Ja, min Lykke Himlen naaede —

Stjerners Flugt den naaer endnu.

— Blad for Blad for Bjergets Vinde

Blomsterstjernens Straaler svinde.

Svinder, ak! min Glæde saa?

Lykkens Blomst jeg sønderriver:

Sidste Blad tilbagebliver,

For min Undergang at spaae.

Velske Blomst! jeg troer dig ikke:

Læste du i mine Blikke

Og misundte mig min Ro?

Eller vil du kun mig drille

For den Tvivl, saa ganske lille?

Fast dog er min Elskovstro.

Stjernens Glød er end tilbage;

Den skal Ordet mig gjentage

Om den Flamme, reen og tro.

Som med Blikket fra det Fjerne

Hist i Apenniners Stjerne

Møder mig med med hellig Ro.