Med hvem jeg nu bortfarer, mig snarlig bliver klart:
Med Skuespillertrouppen jeg er paa lystig Fart.
Paa Veien strax sig røber det Konstner-Compagnie:
Vor Buffo efterligner hver Gjæk, vi foer forbi;
Vor prima Donna synger til Figurantens Bas;
Med Dandserinden kappes i Parodis Bajaz.
For Latter knap vi høre det Vid, hvoraf vi lee,
Mens Bertholdinos Miner med Bravoklap vi see:
Snart høit med svulstig Pathos han spotter vrange Konst;
Snart selv Naturens Skygge han griber ei omsonst:
Uartigt Barn han spiller, som velske Hex sig teer;
Fast meer i det Par Dage, end hele Aar, jeg leer.
Tidt pludselig dog Spøgen i velske Konstnertrop
Til Alvor sig forvandler med Sorg for Sjæl og Krop:
Ved hvert Kapel de knæle; da standser lystigt Spil;
Hver Aften dem Kometen med Varsler skræmme vil;
De korse sig og grue for Pest og Hungersnød;
Men skjuler Sky Kometen — de lee ad fjerne Død.
Fra lystig Trop jeg skiltes. — I stille Nat jeg staaer
Paa maanelyse Flodskib. Guittarens Klang mig naaer:
Veemodig Skjønne nynner om Brudens korte Fryd;
Ved Siden mørk Gemalen bevogter kuet Dyd.
Hvert Blik hans Øie følger, mens Paduansk Student
Koldt, til Stiletten støttet, han hilser halvbekjendt.
Om Romeo jeg drømte og om Venedigs Moor,
Mens saa i Sommernatten vi ned ad Brenta foer.
I Maanelys romantisk, liig Oberonsk Magie,
Gled herlige Palladser og Viller os forbi.
I Morgenrødens Guldglands jeg paa Gondolen glad
Indroede i Venedig, den underfulde Stad.