Jeg Marmorstaden skuer
Af store Sump opstige
I Pragt foruden Lige
Med Kupler og med Buer;
Paa sort Gondol jeg gynger;
I Morgenglands Gondolieren synger.
Han Havets Dronning priser;
Endnu paa Hav hun svømmer
Og om sin Storhed drømmer;
I Glands endnu hun viser
De hundred Øers Throne;
Men Havets Brud har tabt sin Perlekrone.
Blandt Pragtpalladsers Vrimmel
Gondolen sig henskyder:
I Havspeil sammenflyder
Rigt smykket Jord og Himmel;
Med Broer og Arcader
End Tryllestaven i sin Glands sig bader.
Men her er dødt og stille:
Ei Glædeslarm jeg hører;
Ei travlt, sig Folket rører;
Kun i Kanaler spille.
Som Fisk, de tusind Aarer
Blandt sorte Skuur, liig Dødningskriin paa Baarer.
Din Herskertid er omme,
Du Havfee mellem Stader!
I Liig-Paradeklæder
Længst paa Laguner tomme
Du magtløs er bortsovet
Fra Ringen, som med Dybet dig troloved.
Til Dybets Favn indviet,
Du hørte Lænker klinge;
Og mørkt har Livet tiet,
Hvor Hydren dig omsnoede,
Mens blodigt Frihedstræ i Sumpen groede.
Hvor Frygt for Nordens Kæmpe
Fra Jorden dig forviste,
Paa Hav du Lykken priste,
Men kunde dog ei dæmpe
Din Gru for Dragens Strube,
Naar lønligt Dødssuk lød fra Løvens Grube.
Nu Løvens Svælg er lukket;
Sig dampet Stønnen trænger;
Dog Folke-Dødningsukket
Henover Sumpen svæver,
Hvor vinget Løve knuust for Ørnen bæver.