Pludselig ved Herbergtrappen,
Standser i sin Fart Gondolen.
Lueheed alt Morgensolen
Brænder gjennem Reisekappen.
Bag ved Huset trange Stræde
Til St. Marcus-Verdnen fører;
Alt hvad her af Liv sig rører
Dag og Nat er der tilstede.
Dag og Qvel jeg der gjenfinder
Herrers Flok med Vifter grønne,
Høie Tyrker, velske Skjønne —
Alt hvad Stadens Liv forbinder.
Hid fra tusind stumle Gader
Over Broer, paa Kanaler
Folket tyer og sig husvaler
I de kjølige Arcader.
Blandt Basilikernes Vrimmel
Travl fra Slot til Slot jeg iler;
Her jeg mig blandt Folket hviler
Under sydskjøn Aftenhimmel.
Billedskaren glad jeg stued;
Fast dens Rigdom Øiet trætter:
Titianer, Tintoretter
Skjønt med livlig Dagglands lued.
Kjølet af Lemonesaften,
Paa Piacetta ved Kanalen
Lytter jeg til Folketalen
I den maanelyse Aften.
Ved Palladset Guittarstrængen
Sagte paa Altanen klinger;
Munken hist Monstransen bringer;
Taus til Knæfald ringer Drengen.
Ved Palladset under Svalen
Blinker Staal i Maaneglandsen;
Munken standser med Monstransen —
Aaren pladsked i Kanalen.
Dødens Flygtning paa Gondolen,
Bleeg, liig Paduastudenten
Hist i Maanessin paa Brenten,
Sorte Kappe slog om Kjolen.
Nattens Lys i Sky er svundet —
Krokodillens Ridder, truer —
Blodig Porphyrsøilen luer
Hist, hvor Dogens Blod er rundet.
Bort nu, bort fra Hertugborgen!
Sidste Gang her Løven svinger
Over mig de gyldne Vinger —
Særsynsstad! farvel imorgen!