Møe med svanehvid Barm, med himmelblaat Bælte!
Jomfru med søgrønne Lokker!
Dronning fra Dybet!
Sælsomme Havfru, Adria! dig har jeg skuet.
Huldskab svor jeg dig ei, ustadige Skjønne!
Lange dog holdt du mig fangen —
Standsede Snekken,
Sang i tre Natter sælsomme Sange ved Stavnen.
Lunefuld klang mig din Røst, du Dronning fra Dybet!
Snart du skalkagtig mig vugged —
Lulled i Døomme
Flygtningens Sjæl, for vildt med Drøn mig at vække.
Snart du i Maaneskin kom med venlige Toner;
Da var der stille paa Dybet;
Stjernerne tindred —
Seilet henvifted, Styrmanden slumred ved Roret.
Skjønt da toned din Sang om Pantheonskuplen,
Hvælvet med Verdner i Dybet,
Hvor under Foden
Tindre de himmelske Stjerner, naar Havfruen dandser.
Snart du med Lyn henfoer paa voxende Bølge,
Hæved med Latter i Stormen
Skingrende Stemme,
Sang om Dybets Pallads af Dødningeknokler.
Lune dog var det og Spøg. Ei Snekken du knuste:
Mild du til Kysten henskjød den,
Mens du med Stormen
Flygted i hvirvlende Sky og blinked i Lynglands.