Paa ny konstrige Florents henriver nordisk Sjæl;
Brat Reisescenen vexler. Snart høit paa Bjergets Sti
Zeg ene staaer i Verden. — Som Fugl dog let og fri,
Af friske Bjergluft hævet, fornemmer jeg med Lyst
Hvad over Sky sig rører i eensomt Ørnebryst;
Men stoltest Fugleglæde — før Sjælen selv det veed —
Med store Tomhed blandes. — Den Verden, som bortgled
Med Sky mig under Foden, jeg søger snart med Savn,
Hvor luftig Bjergalf klemmer mit Bryst i kolde Favn.
Skjøndt ingen Sjæl jeg kjender i fremmed Verden meer,
Med Glæde dog jeg atter de tusind Sjæle seer.
Bolognas store Byliv med tusindfoldig Røst
Paany med Konstens Under udfyldte Sjæl og Bryst.
Liig Universets Kloder, det Største dog foer hen,
Naar tidt med mindste Markblomst mig fulgte gammel Ven.
Paa skovrig Apennintop jeg fandt ved Veiens Sand
Slig Ven fra Barndomshjemmet og Hjertets Drømmeland.