Og der vare Hyrder i den samme Egn,
som holdte sig paa Marken og holdte Nattevagt over deres Hjord.
Og see! Herrens Engel stod over dem og Herrens
Klarhed skinnede om dem.
Vær stille, Jorderige!
Tie, Verden! med din Larm!
De Stjerner nu opstige.
Som saae Guds Søn i Moders Arm.
Den store Nat fremskrider,
Meer klar, end Morgenrød;
Den Midnatssol fremglider.
Som saae Guds Søn paa Moders Skjød.
Saaledes Maanen smiled
Igjennem Taget ned
Til Krybben, hvor han hviled,
Den Arving til Guds Herlighed.
Høihelligste blandt Nætter!
Du evig prises skal;
Dig Jord og Himmel sætter
Høit over alle Dages Tal.
Naar skinned Sol paa Jorden
Som dine Stjerner smaa?
O ! du er Vidne vorden
Til Meer, end alle Dage saae.
Du saae Guds Engle stige
Til Markens Hyrder ned,
Lovsjungende Guds Rige
Og Jordens Fred og Salighed.
Smiil hellig og forklaret,
Du stille Midnatsstund!
For dig er aabenbaret .
Hvad tusind Slægter ahned kun.
Dit Forhang har omsvævet
En Helligdom, saa stor.
Serapher Sløret hæved
Og saae det største Lys paa Zord
Lad Mulm hvert Lys fordunkle
I Himmel og paa Jord!
Dit Lys, o Nat! skal funkle
Saalænge Gud i Himlen boer.
Lad dine Stjerne lue
Med tusind Soles Glands!
Og lad al Verden skue
Sin Frelser i din Straalekrands!
Opliv selv isnet Norden
Midt i Naturens Død!
Et Betlehem er Jorden,
Og der er Vaar, hvor Christ er fød.
Paa Sneens hvide Sletter
I funkle. Stjerner smaa!
Os evig Vaar forjættter
Hvad eders Himmelblikke saae.
Her er nu Østerlide
Og Sommermorgenrød:
Paa Lillietæpper hvide
Er her det lidet Barn gjenfød.
Med Hyrderne vi knæle!
Guds Engle sjunge hist:
Frelst’ er al Verdens Sjæle —
Halleluja! vær lovet, Christ!