To Engle smaa
Os følge, hvor vi gaae:
Usynligt de paa vore Skuldre hvile.
Ved højre Kind
Den ene titter ind
I Sjæl og Øie, naar vi kjærligt smile.
Hver ærlig Iid
Han skriver op med Flid;
Hver Tanke, from og god, han tro bevarer.
Hvert Palmeblad
Han straks forsegler glad:
Hver Midnat han til Allah med den farer.
Med strenge Flid
Paa hver uærlig Id
Og paa hver ufrom Tanke ser den anden.
Ved venstre Kind
Han ser i Øiet ind
Og læser Brødens dunkle Skrift paa Panden.
Hvad Ondt han saa,
Han straks opskrive maa,
Dog tøver han en Stund med Seglets Gjemme.
Raab til din Gud!
Og Englen sletter ud,
Hvad angerfuld du bad din Gud forglemme.
Men vender du
Før midnat ei din Hu,
Og Angerstaaren ei dit Øie væder —
Dit Syndebrev
Forsegler han, der skrev —
Men — Englen paa din højre Skulder græder.