Ellefruen
(Et sjællandsk Sagn).
(Et sjællandsk Sagn).
I Ellestubkrattet ved Bondens Gaard
I Greesset St. Hans-Orme skinne;
— Den Høstnat var mild, men Bonden var haard —
Did flygter den Tjenesteqvinde.
Iløn hun føder saa hjelpeløst Noer;
I Krattet hun Barnet dølger.
Ved Gry hun atter med Nød fuldstor
De muntre Høstpiger følger.
Ved Qvel hun haster i Maaneskin
Med Angest til Ellestubkrattet.
Smaabarnet smiler med friste Kind
I Liinsvøbet, peent og glattet.
"Tak være dig, Ellefrue saa god!
Forvist du pleied min Spæde."
Hvor seent den Moder ved Busten stod,
Ei hørte hun Barnet græde.
Hver Qvel hun kommer igjen en Stund
Og vugger ved Brystet den Lille.
For Efteraarsblæsten i Krat og Lund
Alt Ellestubbladene spille.
En Dag hun staaer der i Regn og Vind,
Kan hjertelig Angest ei kue;
Til Barnet hun titter i Krattet ind —
Der sidder den Ellefrue.
Hun varmer Smaabarnet i Arm og Skjød
Og nynner med liflig Stemme:
"Ei skal du nu døe af Hunger og Nød,
"Paa Jorden blandt Mennesker slemme."
"Vil ei de unde dig Tag og Lye,
"Imorgen med mig du følger;
"Til Bønderne ride Sommer i Bye
"Jeg dybt under Jord dig dølger."
"Ak, nei, du Ellefrue saa god!"
— Udraaber den Tjenesteqvinde. —
Brat Ellefrue Krattet forlod
Og svandt i de susende Vinde.
Paa Ellestub sidder med Barnet paa Skjød
Den Moder i Regnskyl og græder:
"Ak! var du ret aldrig til Verden fød!
Imorgen dig Græstuen klæder."
Det hørte den Bonde, ved Busken stod,
Alt med sin lyttende Qvinde:
"Var aldrig det Noer af vort Kjød og Blod —
"Det skulde nu Huuslye finde.
"Stat op, liden Else! din Nød vi saae:
"Imorgen vor Søn jeg henter.
"Til Ellefruen ei meer du gaae!
"Vi er dog ei Gjøge og Glenter."
Og der var Bryllup i Bondens Gaard;
Døbt Barnet smiled i Stuen.
Ved Ellestubkrattet med Løv i Haar
Sang lystelig Ellefruen.