Sorøe Academies Indvielse
(1827).
(1827).
Løft dig, vor Høisang, paa Vinger af Toner!
Flyv over Søe, over Skovenes Kroner!
Sving dig fra Jordens omskiftende Skygger!
Hæv dig til ham, som for Evighed bygger!
Hæv dig til Gud!
Du, som lod Verden af Chaos oprinde!
Du, som i Luer og stormende Vinde
Sendte os vældige Bud!
Du kun er den, som for Evighed bygger:
Menneskeværker i Jorderigs Skygger
Slettes som Skyggeværk ud.
Bygger ei Du, naar det Faldne gjenhæves,
Menneskehænder dog bygge forgjærves —
Styrk Du vor Gjerning, o Gud!
Her stod fordum Mure til Guds Ære:
Her i Cellen fromme Brødre sad;
Atter Engle til Guds Throne bære
Andagtsbønnen, de Henfarne bad.
Atter hæver sig fra Klostergraven,
Der hvor Axel stod med Bispestaven,
Høitidshymnen over Skov og Søe.
Du, som er i Evighed den samme!
Du ei slukte Aandens rene Flamme,
Lod den i Aarhundreder ei døe.
Aandens Flamme ei udfluktes,
Hvor de gamle Mure brast;
Tempeldøren ei tillukkes,
Gamle Hjørnesteen stod fast.
Danmarks Konger trøstig bygged
Paa den store Hjørnesteen;
Og i Kirkens Lye omskygged
Vidskabs Haller Fædres Been.
Her Anden Fredriks Grundværk stod
Ved Helligdommens Side;
Herfra udgik med Aand og Mod
Dansk Ungdomskraft saa vide.
Her Fjerde Christians Heltehaand
Paa Værket Kronen satte;
Her larte kjæk den dansle Aand
Medfødte Kraft at fatte.
Her Femte Fredriks Viisdomsbud
Den Fugl til Liv gjenvakte,
Som, hvergang den paany fløi ud,
Et Himmelfrø hjembragte.
Dens Fjædre smykket blev med Guld
Af Store og af Vise,
Og Røst den fik, heelt underfuld,
De Ædles Navn at prise.
Den priste Helt og Bisp og Drot,
Den Viddets Skjald ei glemte,
Som drev med aandløs Lærdom Spot,
Men Guld til Viisdom gjemte.
Og Phønix nævnet blev i Nord
Den Fugl med Guldfjær-Ringen;
Med Sollys-Krandsen, ørnestor.
Den løfted Purpurvingen.
Den fløi mod Skye med Liv og Lyst,
Hvor ofte end den daled;
Den høit med danske Aanders Røst
Til fjerne Slægter taled.
Og see hvad Fædres Aand formaaer,
Trods Tid og Storm og Flamme!
Af Asken brændte Fugl opstaaer
Af gamle Phønixstamme.
End lever Fjerde Christians Aand
I Axels Klosterskygger:
Her Sjette Fredriks ædle Haand
Paa Fædres Grundvold bygger.
Fromme Sjæle! Ædle, som henfore!
Kongeaander, høie, store!
I, fordum stod, hvor vi nu staae!
I, som bygged trøstig paa Guds Naade!
I, som haabed fromt og freidigt saaede
Til den Høst, som andre Slægter saae!
Seer nu atter hid fraoven!
Skuer atter kjærlig ned til Skoven,
Hvor de gamle Haller stod!
Ei i Gruus de ligge øde;
Atter lever gjenfødt her det Døde —
Priser Gud med os for Fredegod!
Din er Magten, store Gud!
Din er Æren, Kongers Fader!
Aanden, som fra Dig gik ud,
Ei den gamle Slægt forlader;
Høimods Aander sendte Du
Til at bære Danmarks Krone;
Du velsigned Folk og Throne,
Kom din Salvede ihu.
Han mod dunkle Himmel Øiet hæved;
Men i Skye Guds Engel svæved:
Hellig Palme vifted i dens Haand.
Flammer hvirvled og Orkaner bruste;
Men hvad dunkle Magter knuste
Reiste mægtig Kærlighedens Aand.
Velsignet den være den Kjærligheds Aand,
Som svæver om Folk og om Land og om Throne!
Velsignet den Kraft, som med evige Baand
Bandt Dannemarks Hjerter til Skjoldungers Krone!
Velsignet den Tro, som i Fædrenes Spor
Fuldender de Herliges Idræt i Nord!
Velsignet det Minde, den reiste sig her
Blandt Minder om Fædrenes Fard!
Kneis høit over Skoven
Og speil dig i Voven,
Du Vidne om Skjoldungers Iid
Som Frederiks Minde,
Mens Secler hensvinde.
Lys herlig for fjerneste Tid!
Men Du, som alene
Kan Liv kalde frem mellem Stene!
Du Store, Du Høie,
For hvem sig Cheruberne bøie!
Velsign hvad her reistes af Menneskehaand!
Giv Liv og giv Styrke, giv Lys og giv Aand!
Lad Dage, som svinde,
Udraabe til dem, som oprinde:
Vort Lys var et Glimt af Guds Herligheds Glands —
Priis Herren! al Ære er hans.