De Døgn, jeg sad i Fængsel, jeg giver ei bort
For en Sommer fuldskjøn i det Grønne;
Mig Dagen var stakket, og Natten var kort:
Jeg tænkte paa den fremmede Skjønne.
Hver Dag jeg hørte Sangen fra Gloriants Bryst,
Og min Sjæl var som Fugl i det Grønne.
Om Natten jeg drømte om Sangen med Lyst;
Jeg drømte om den fremmede Skjønne.
Jeg tænkte med al Ære; jeg drømte med Tugt,
Som en Fugl om en Blomst i det Grønne.
Kun Ulv spiler Kloen, naar Lammet er smukt;
Men Ridder bærer Sværd for de Skjønne.
Hver Aften hun mig bandt i mit Fangenskabs Baand;
Jeg det bar som en Falk i det Grønne.
Min Læbe kun rørte den Deiliges Haand;
Da rødmed vel den fremmede Skjønne.
Hver Morgen, naar hun løste sin Fange af Baand,
Var hun selv som en Fugl i det Grønne.
Hun smiled og sang, og hun rakte mig Haand;
Min Elskov var dog stum hos den Skjønne.