Jeg stod i den venlige Sommerkvæld
Paa Fjældet ved Vælsklands Strande.
Et Sejl mig vinked et fjernt Farvel
Og dukket i blinkende Vande.
Jeg stirred efter det hvide Sejl;
Det svandt, hvor Solranden lued.
Med Sejlet gled over Havets Spejl
Den favreste Jomfru, jeg skued.
Men se! hvor Sejlet og Solen svandt,
Opsteg en Stad for mit Øje:
Af Bølgen vel tusinde Taarne oprandt
Med Kroner og gyldne Fløje.
Og Staden var et eneste Slot,
Et Slot af tusind Paladser.
De spilled i Guldglans og Himmelblaat
De himmelstræbende Masser.
Og Slottet stod paa en himmelsk Ø
Paa Bjærgets straalende Tinde.
Altanen sig spejled i glødende Sø;
Der stod den dejligste Kvinde.
Saa skøn var ej Jomfru Gloriant;
Slig Herlighed Jorden ej kender.
Hun stod i Purpurskyens Gevant,
Med Krans i vinkende Hænder.
Jeg saa de bølgende Lokkers Strøm —
Det dejlige Hoved var bøjet.
Det var som Naturens dybeste Drøm
Var malt den skønne i Øjet.
Det var mig, som kendte jeg Synet godt
Alt fra mine Barndomsdrømme.
I Skyen saa jeg Morganas Slot;
Det svømmed paa Rosenstrømme.
Med Skyen den dejliges Billed svandt —
Til Luft blev Taarne og Fløje;
Men herligt af Sjælens Dyb det oprandt,
Hver Gang jeg lukte mit Øje.