Himmellyren flammer
Over Kampehøien;
Gamle Ege suse
Over Oldtids Grav;
Mosset Bautastenens Rune dækker —
Hvo er du, som Kampeaanden vækker?
Er det dig, o Barde!
Som med Sagastaven
Aanden vil fremmane
Af sin dybe Roe?
Seer du ikke Kæmpeskygger true —
Svovlblaae Flammer over Graven lue.
Er det Heltekraften!
Du i Graven søger?
Vil du Kæmpesværdet
Mane frem af Muld?
Vil din Faders Urne du oplede
Og hans Støv for alle Vinde sprede?
Vil i Storm du flyve
Med din Faders Aske?
Vil du Harpen røre
Med hans Dødningbeen,
At du som en Oldtidsskjald kan sjunge —
At din Røst kan Grave gjennemrunge?
Ja, dit Øie luer —
Bardekinden gløder —
Længselstaaren brænder —
Skjald! jeg seer din Kamp:
Urnen maa du ryste, Kæmpen vække —
Sværdet maa han dig fra Graven række.
Kampens Stund er kommen;
O! men Kæmpen sover:
Under Bautastenen
Blunder Nordens Aand.
Kraften svigter, og de Stærke rave;
Barden flyer til sine Fædres Grave.
Bank kun stærkt paa Høien!
Væk de gamle Helte!
Lad dem atter hæve
Sig til Kamp paa Jord!
Deres Støv ei paa dit Hoved falder:
Det er Aanden, som din Røst fremkalder.
Her maae Aander kæmpe —
Her maae Døde tale —
Faderen maa ryste
Sønnens Sjæl til Liv;
Dødes Aandepust maa Strængen røre,
For de Levende kan Livet høre.
Aander maae de skue
For de Fjenden skimte:
Mørkets Kæmpeskarer
Kan kun Sjælen see.
Grib i Harpen, Seer! hæv din Stemme!
Du kan først Damonerne fornemme.
Har du Kampen vækket
Under Bautastenen,
Stødt i Gjallarhornet
I det høie Nord;
Hæv da Øiet! peeg mod Østerlide!
Der er Sværdet, hvormed vi skal stride.
Lad i Hedninghøien
Rustne Thyrsing smuldre!
Oldtids Malm selv brister
I den store Kamp;
Under Golgatha det Glavind luer,
Som for evig Midgardsormen kuer.
Kan du det fremdrage,
Kan med rene Hænder
Korsets Helteskare
Løfte det mod Skye;
Da, o Skjald! din Rost mod Himlen runger —
Salig Livets Seierssang du sjunger.