Jeg kjender et fortryllet Land,
Men veed ei hvor det findes:
Det kun i Blinde søges kan,
Og Ingen Veien mindes.
Thi underfuld ved Midnatstid
En Aand gaaer om hernede,
Og leder hvem han elsker did
Til overjordisk Glæde.
Og Aandens Ven staaer henrykt der,
Og seer sig om saa vide,
Og skuer tusind Billeder.
Saa venlige, saa blide.
Hans Hjerte føler intet Savn,
Nu bløder det ei mere;
Thi Venner synke i hans Favn,
Som længst bortvandret ere.
Og Pigen, som han sukked for,
Huld smiler ham imøde;
Og Tidens Strøm tilbage gaaer
Med gjenfødt Morgenrøde.
Og hvad han saae, og hvad han nød
Han atter skuer, nyder;
Ja Haab, som laae i Fremtids Skjød,
Opfyldte der ham fryder.
Der er det Dag ved Midienat,
Og Vaar ved Vintertide;
Men Timer i det Land saa brat
Som Øyeblik bortglide.
Halvdunkle Syner uden Tal
Der vexle blandt hverandre;
Men flux ved Grye og Hanegal
Den Fremmede maa vandre.
Thi en usynlig Haand ham fort
Af Landet maa bortdrage.
Han veed ei Hvo ham førte bort,
Ei hvor han kom tilbage.