Prægtig er Udsigten hist fra Camaldolensernes Kloster;
Der vi det herlige Land i stort Panorama kan skue.
Valhornet klinger; vi feirer en Fest; og smykket med Blomster
Rider det festlige Tog gjennem Skov ad Bjergveien lystig.
Fakler ei glemtes til Hjemvejen; selv for Raketter betænksom
Sørged vor stille botaniske Ven. Paa bekrandsede Esel
Glæder sig Festdagens Dronning; (blev ogsaa idag hun lidt ældre,
Barnlig er dog hendes Fryd, og ei stort hende Alderen trykker).
Medens i Skoven sig hisset adspreder den festlige Skare,
Hænger jeg Krandsen paa Green til Leeg for de flyvende Vinde.
Blad bortflagrer med Duften, og Luftningen vifter mod Norden.
Ene ved Steenbænken her, jeg udseer over herlige Landskab:
Var vi paa Øen histovre? Za, Ischia! vel jeg dig kjender:
Hist vi paa Bølgen ved Nicida foer og forbi Nicidetta.
Ei vi Delphinerne skued; vel Dybets Uhyrer sig skjulte;
Hemmelig aanded i Luften de dog, og fra Jomfruens Kinder
Pusted de Roserne bort; brat slukked de Ilden i Øiet;
Trolig dog Havmanden bar paa sin Ryg den gyngende Seilbaad,
Mindedes hvor vi med Lyst ham besang i Syd som i Norden,
Og han taknemmelig bar os til Øen med herlige Fjeldbred.
Der du opvaktes igjen til Livet, dødsslumrende Jomfru!
Der paa St. Nicolos Fjeldpynt du stod; uforfærdet du jubled
Stirred mod Afgrund og Himmel og blegned ei mere for Dybet.
Høit gjennem kjølige Sky ad Fjeldvæggens Trapper gik Veien
Ned til de kogende Væld; dog ei vulkaniske Jordbund
Brændte vor Fod: sex hundrede Aar laae Ildstrømmen størknet,
Hvor paa udhulede Øe den Fremmede nu med Beundring
Seer kun blomsterrigt Tæppe, men ei det slukkede Krater.
Hist til Byen vi vandred med Fryd i deilige Aften;
Her i Morgenens Glands, paa Strømme af himmelske Roser
Foer vi fra Kyst og til Kyst; ved Bauli forbauset vi standsed:
Mægtig med underfuld Konst paa herlige Søiler her bares
Mørkt om Tyrannernes Old os minded de hundrede Kamres
Rester; men fredeligt Mos nu groer hvor Fængslerne sprængtes.
Underfuldt samler sig her hvert Billed, Naturen indpræged
Dybest med evige Træk af Skjønhed og Rædsel, af Livslyst,
Død og Fordømmelses-Gru i Oldtidens Sjæl. Her omflagred
Phantasus fordum med Digterens Aand; her Folket med Skjalden
Har det Elysium seet og det Tartarus, classiske Sangfugl
Bar til de lyttende Sjæle paa Jord, mens Aartusinder vexled.
Hist os henrev elysæiske Mark; der Havet det døde
Standsed vor Fryd; for hver Himmel vi saae, der et Helved sig aabned.
Bajæ hist viser os stolt hvor Guderne boede paa Jorden,
Varsler endnu du i Cuma fra underfuld Grotte, Sybilla!
Aldrig jeg fristes vist meer til hist i gravmørke Grotte
Tartarus-Veien at see; ei Dybets den rædsomme Løndom
Let udforskes i Afgrundens Nat. Fra Hule til Hule
Førtes vi dybt under Jord; med Fakler i Mulmet bortdrog os
Ukjendte Haand, som til hemmelig Ret eller evige Dødsdom.
Taus med gnistrende Blik, i Fakkellys skummel Ledsager
Brat mig bortrev; i mørk Labyrinth med Gru jeg fremtrængte.
Fjernt forstummed alt Vennernes Røst; i dybere Hvælving
Brused med underfuldt Drøn, som med Røster fra fremmede Verdner,
Mægtige Strøm. Nu standsed min Fod: i frygtelig Gravnat
Stod jeg ved Acherons Bred; dog selv dens Bølger ei magted
Underfuld Higen at standse: paa Ryggen af kæmpestærk Fører
Bort jeg slæbtes i brusende Strøm — og Faklen udsluktes.
Taus med voxende Gru, jeg saae ei længer hvorhen mig
Bar usynlig Dæmon; kun Vandenes Brusen jeg hørte,
Klamred mig fast og vented ei meer paa Jorden at sætte
Fod, eller atter et Lysglimt at see i de Levendes Verden.
Endelig standsed den sælsomme Fart; med Rædsel jeg satte
Fod i et løndomsfuldt Land, hvor evige Mulm kun omgav mig.
"Bort — jeg raabte — til Lys og til Liv og til Menneskers Samfund!
Bort fra Fordømmelsens Land!" og atter i brusende Strømme
Reed jeg en Stund; men liig et Aarhundredes Nætter mig tyktes
Gravnatsvandringens Tid, til endelig Daglyset blinked
Fjernt fra de Levendes Land, og glad fra Rædslernes Afgrund
Steeg jeg paany til Lys og til Liv og til Menneskers Samfund.
Snart vi loe ad vor Skræk; de sibylliske Varsler henrflagred
Let som hvirvlende Blade for Vind. I Amphitheatret
Saae vi fra Cuma paany hvorlunde sig Oldtid med Nutid
Skjønt har forbundet med Konst og Natur og med herlige Minder
For at opløfte vor Sjæl paa mægtige Skuespilscene,
Hvor Livsgenien kjæk, i Pagt med Aartusinders Tidsaand,
Tæppet opruller for undrende Blik. Hist Bølgen os atter
Bar til en Tartarus-Hule: neroniske Bade vi stued;
Did os indlokked med sælsomme Lyst Nyfigenheds Kobold,
Hvor os med glødende Pust dødbringende Luftning omaanded.
Snart dog flyede jeg brændende Luft; men spændt og forvildet,
Liig Seerinden fra Cuma, af dampende Hule udtraadte
Dristige Moder med stirrende Blik, dampdryppende Lokker
Flagrende vildt om Kindernes Glød; liig pythiske Gaader
Strømmed fra Læben de sælsomme Ord og Døttrene skræmmed.
Aldrig udtaled hun frygteligt Syn; men Hulen vi flyede.
Neros forpestede Aand! ha, der vist endnu du forfærder
Livligt bevægede Sjæl og om rædsomme Modermord hvisker.
Der kan du Jordlivets Paradiis see; Fra helvedheed Hule
Kan med Stormen din Skygge hver Nat til din Villa hensuse:
Nær er Acherons Bølge og nær den averniske Afgrund;
Der kan du styrte dig ned og for Daglyset flye, eller hisset.
Hvor Solfatara forjager hver Gjest med Svovlgravens Giftluft,
Eller i Grotten, hvor hisset vi Hunden fra Krampedød frelste,
Medens forbavset vi saae hvor Jordluften Faklen udslukked.
Afgrund grændser til Afgrunde her; med Gru vi dem skued.
O! men hvor fryded din Hvælving os ei, du Arco felice!
Der har vi hvilet en Stund; hist reed vi ad svimlende Fjeldstie;
Der Puzzuoli os saae i fortrolige Qvel paa Altanen;
Hist vi af Vognen udstege og stod ved din Gravhøi, o Maro!
Didos navnkundige Digter! paa Skolebønk alt jeg dog skimted
Glimt af din classiske Aand, trods Skolestøvskyen; hist foer jeg
Munter din Gravhøi forbi og priste hvad Graven ei gjemmer.
Lysglimt, henfarne i Luften! I Ord og begeistrende Sange!
Spog og bortflyvende Smiil! og I Lunernes flagrende Alfer!
Eder indhenter jeg ei; o, men Sødskende har I end mange.
Hisset jeg øiner endnu en fortryllende Øe i det Fjerne.
Capri! at komme til dig, blev ikke hver Dødelig givet;
Havet er tidt for ubændigt, og Sømanden alt for spagfærdig:
Skyen ham jager til Kysten, og Regnvand han frygter. (Forleden
Glemte han hist paa Ischias Bred det styrende Skibsroer).
Først til Salerno til Vogns! — Hvi see vi fast Intet paa Veien?
Hellige Fædreneland! til dig vil hver Tanke henfiyve.
Seer ei paa Veien din flygtende Søn for Moderens Billed
Møen i underlig Dragt, som han farer forbi; kan han stundom
See paa den Fremmede her, som et Aasyn han skued fra Hjemmet,
Kan han forglemme det herlige Bjerg, for sin Dal at lovprise,
Gjerne tilgiver ham Sligt paa Reisen det trofaste Hjerte;
Alt for let dog i Glandsen det svimlende Øie her blendes.
Ofte beundred jeg dig, du Land med balsamiske Livsluft!
Tidt jeg standsed paa fremmede Vei og saae gjennem Gittrets
Port. I Cypressernes Gang gik fyrstelig Skjønne derinde.
Myrther og brede Platan omskygged den Herliges Vanrring;
Palmens den hellige Krone i Himmelluft vifted, og gylden.
Liig Hesperidernes Frugt, Lemonen i Løvhytten blinked;
Kilden fra Marmoret sprang, og aaben stod prægtige Villa;
Indenfor standed, med Høihed og Ro, blandt Mægtige Søiler
Guder af Steen; og fjernt gjennem luftige Haller jeg skued
Himmelhøi Paradiismuur af blaaligt omduftede Bjerge.
Ranker omkrandsed min Vei; fra Viingaarden Sang mig omtoned;
Bonden paa Fjeldstien reed med Barnet i Kurven paa Mulen.
From henvandred ad Klosterets Stie graastjæggede Brorder.
Høit paa den grønne Ruin sad fremmede Konstner. Med Kløgt han
Bilded de herlige Skikkelser af, medens Aasyn og Øie
Lyste af Fryd, og Haanden i Skjødet tidt synkende hvilte.
Ja, jeg har skuet det Alt, og dog maa jeg prise din Sommer,
Bøgenes saftgrønne Øland! Lærken mod Sky sig hist hvirvler,
Qvidrer til Klang af Leen i Eng, mens Rugmarken bølger;
Høi sig hæver ved Høi med Dysser fra Hedenoldstiden;
Der staaer lyshaaret Dane med Fryd og drømmer om Kæmpens
Iid, og han mindes de herlige Sagn; over Hav han udskuer.
Hvor med Sivkrands i søgrønne Lok skumbarmede Havfru
Sjunger om Heltenes Død og om Dannebrogs evige Hæder.
Lønlig blufærdige Jomfru i Lunden paa Irrisken lytter,
Spørger vel Gjøgen iblandt om hvad hun slet Ingen vil røbe.
Udenfor Ledet ved Stakken sig hviler graakoftede Bonde;
Præsten ved Ageren standser og priser velsignede Grøde;
Rød staaer Kirken med kantede Taarn mellem Linde paa Bakkes;
Hylden ved hvidtede Muur omblomstrer det eensomme Trækors.
Fred er udbredt over Hytte og Stad; hist trofaste Hjerter
Mindes udvandrede Ven, og tro han erindrer dem Alle.
End mig i fremmede Land de velkjendte Toner fra Hjemmet
Følger en Stund, og min Sjæl velsigner hver Klang fra mit Norden.
Tvistes vi ogsaa imellem og drille vi listig hverandre,
Snart dog forsones beslægtede Sind. Adspredes vi stundom,
Aftenen samler os venlig. — Fra høie Altan i Salerno
See vi mod herlige Øe, som skjønnest os pristes af Alle.
Fjernt du alt øiner dens fjeldkrandste Kyst; med Længsel alt Haanden
Stræber dens Billed at fængsle, mens Omridset flyer for dit Øie —
Tause fremstirrende Sjæl! er stedse din Fryd i det Fjerne?
Flygter os stedse de Saliges Øe, hvorhen vi saa fare?
Kunde dens Bredder vi naae, ak, blev den endnu saa lyksalig?
Gamle forladte Neptun! ei mere du Treforken svinger
Over det vældige Hav; dig Sømand og Digter har afsat.
Øde nu stander dit Tempel; dog mægtig de dorisle Søiler
Drage til Pestum endnu beundrende Alderdomsforsker.
Vi har nu ogsaa dit Tempel beseet; men med foldede Hænder
Stod vi der ei; ved dit Alter vor Røst ei Konst-Dithyramber
Stammed paa Reisendes Viis, som høirøstet føle og røres.
Fulgte du derfor paa Vei os, Neptun! med Søsot paa Landjord?
End vi dig trodse, og er du end Havets Despot, vist idag du
Hævner dig grumt; alt vi pløie med Lyst den skummende Havmark.
Gunstig er Farten endnu; ei Dybets Dækmoner sig røre;
Lytte maaskee de paa Havdybets Bund til den fremmede Sang fra
Nordiske Jomfrues Bryst?— den stærkeste tier og blegner,
Sjunger dog snart behjertet igjen. Med Smiil hun fornemmer,
Sangen selv over Uhyrer har Magt. Fra Fjeld-Bjørnehulen
Brøler det høit; vildt fraader dens Svælg. Kun nærmere, Styrmand!
Stolt paa hiint takkede Fjeld har Østgotheørnene fordum
Bygget og boet. Hist vi støde til Land! Amalfi vi hilse.
Høit stod din Vugge, du Frihedens Helt! her Masaniello
Fødtes til Kamp for et Folk, som ham æred og tilbad og myrded.
Var det blandt Vilde vi landed? med larmende Skrig os omstimler
Vrimlende Folk, som ret aldrig tilforn de Fremmede skued.
Her maae vi trænge os frem; gjennem Gaden gaaer Veien til Bjerget!
Der vi først, frie for den undrende Hob, kan aande og hvile.
Høit ved Slottets Ruin den herligste Udsigt os glæded;
Hunger dog drev os fra Bjerger. I røgsorte Herberg os hilser
Listige Vert; han fritter og leer, naar la sposa vi nævne,
Troer vel, et Brudepar gjester hans Huus; med geskæftige Vimsen
Ordner han festlige Maaltid; dog snarlig fra Festen os kalder
Budskab om gunstige Vind. Paa Veien til Baaden ved Kysten
Plages vi atter af stimlende Hob, som med Skrig os omringer.
(Mindre forfølges hos os den Drukne af larmende Drenge).
Sagte bortstøder min Haand, dog stort er Forfølgernes Mandfald:
Over hverandre omstyrte de vildt; selv Qvinden med Barnet
Flyer og ved Vognstangen styrter, med Skrig hun sig reiser og raaber
Folket til Havn, medens, rasende selv, hun mod mig henfarer.
Har jeg paa syvende Haand, barbariske Skjønne, dig omstødt,
Gjerne jeg bøder derfor, er end det med Huden paa Kinden.
Vild som en Furie alt den smudsige Haand hun har krummet;
Neglen er spids, og Blikket som Lyn, dog forvildede Aasyn
Røber ungdommelig Skjønhed. — Mit artige Velsk hun ei fatter.
Kinden jeg selv rækker til, mens jeg kysser paa Fingren og nikker;
Flux hun forstaaer undskyldende Tegn, og lemfældig hun sparer
Øiet ei blot; nu den Haand, der med krummede Fingre var udspændt,
Venligt selv klapper den Fremmedes Kind, mens forsonet hun smiler.
Greb end til Stene de nys, de Vilde; nu Freden er sluttet:
Rolig hist staaer Forfølgernes Hær; men i Baaden vi vugges
Høit paa Vovernes Top og mod klippestolt Capri henfare.
Rask det kuler; men tause de halvnøgne Roerkarle fare
Bølgen med Aaren paa svulmende Dyb og stirre mod Skyen:
Seilet de ei tør udspile; alt uveirforkyndende Forbud
Varsler om Død fra flyvende Skye. Mod Øen den fjerne
Haabløs de stirre med Gru, og raadvild med synkende Arme
Standse de tidt. Vel stundom vor Spøg dem atter opmuntrer:
Rører end Havet sig rask, endnu er jo Stormen ei kommen;
Kan, hvor Jomfruer sjunge og lee, Matroser faae Blegsot?
Blues end sydlige Søhelt, stiger fra synkende Hjerte
Sydende Blod ham til Kind, mens atter til Aaren han griber,
Snart dog seirende Dødsfrygt Skammen forjager; til Himlen
Stirre de blegnende Mænd og bede til Santa Lucia,
Vende med Iver den gyngende Daad og flygte mod Hjemmet.
Var os i Sandhed Dødsfaren nær, har vist Santa Lucia
Venlig den skjult for vort Blik: som Lystfart vilde vi prise
Stakket Seilads, hvis kun ei med Krebsgang atter den førte
Bort fra skjønne Lyksaligheds-Øe, som flyer i det Fjerne.
Høi er dog Bølgen og stærk, ved Kysten er Brændingen vældig;
Der de begræde os nu, de Vilde; der bede med Jamren
Qvinder og Børn for vort Liv, skjøndt nys de vilde os stene.
Barnlige Folk, godmodigt som vildt, snart Sindelag vexler:
Nu de forbavsede studse; vor Sang de fornemme, hvor Baaden
Boltres i brusende Strøm, og høit vore Damer de prise;
Vidt henflyver i fremmede Bye vidunderligt Rygte
Om Heltinder fra Norden, som lystelig sjunge i Havsnød.
Stor er Nøden vel ei; dog underlig Landing fast skræmmer
Dem, der saa modig nys sang; af Baaden til Land de maae bæres:
Velske Matroser nu Frygten har glemt; i Havskummet staae de,
Liig Tritoner med blottede Arm, og i konstskjønne Grupper
Føre de bævende Jomfruer bort. Saalunde Centauren
Bar Dejanira i brusende Flod; saalunde Agnete
Skjælved paa Rosmers opløftende Arm og stirred mod Dybet.
Snart er de Alle i Land; tilsidst jeg alene paa Baaden
Hæves i Brændingen høit, til bort fra stejlende Havhest
Lystig jeg rider til Kysten paa Skuldren af nøgne Tritoner.
Fast vi ynkes som skibbrudne Folk. I sortrøget Herberg
Smidsker geskæftige Vert og ivrig sin Ærlighed priser:
"Ingen" — forsikkrer han os — "man her overfalder og plyndrer;
Ingen man pleier at myrde hos mig;" og mens vi forbauset
Underlig Hilsen betænke, fra Stadscommandanten sig melder
Hemmeligt Bud; med listige Smiil tilbyder for Natten
Sbirren os Sikkerhedsvagt; og end meer forbavset vi studse:
"Er man da sikker ei her hos ærlige Vert?" — "O! tilvisse!
Dog ei ganske tilfreds med Omgjængeligheden og Freden
Engelske Herskab sig fandt, som sidst Amalfi har gjestet."
Mindre paalidelig selv, end Verten, nu tykkes os Sbirren.
Høflig vi afslaae bevæbnede Vagt. Ei Vaaben vi mangle:
Dolk jeg har i min Stok, og Pistol medtog du forsigtig,
Stille botaniske Ven! ei Krudt eller Kugle her mangler;
Steen kun mangler paa Hanen; dog Fyrtøistenen kan bruges.
Velbevæbnet til Kamp, ved Bordet vi lee nu og spøge;
Stort dog huer os ei betænkelig Mangel af Laase.
Atter med Stole og Baand maa Fruerbuurstuen til Natten
Spærres mod Frugthaven hist, og her, hvor Krostuen skummel
Fjerner mandhaftige Vagt. Ei stort just heller os glæder
Synet af Kamret, hvor nu som Natkammerat os modtager
Høie gigantiske Krigsmand; honnet "Gentiluomo" han ofte
Selv sig betitler, og Stuen et krigerisk Rustkammer ligner:
Trindt det blinker fra Stolpe og Muur; den eenlige Lampe
Viser os Leiet beredt under Sabler og smukke Pistoler.
Studsende taus til hinanden vi see; dog rolig med Kæmpen
Taler den stille botaniske Ven. Ved Sengen jeg sætter
Stokken med sylspidse Dolk; med Afklædningsdonten jeg nøler,
Lytter om Ingen alt skriger om Hjelp; men tyst som i Graven
Er der omkring os. Til Hvile vi gaae; en Stund jeg dog vaagen
Lytter og seer til min Dolk; ved Siden alt fredelig snorker
Høie gigantiske Krigsmand; honnet "Gentiluomo" jeg priser,
Lægger mit Hoved til Ro; — og der det blev Morgen, jeg fandt det,
Hvor jeg det selv havde lagt; slet ingen om Natten var myrdet;
Verten var mild som igaar, og høie gigantiske Krigsmand
Gav os et drabeligt Kys til Tak for godt Kammeratskab.
Atter har Strømmen en Dag fra Øen hiin fjerne bortført os;
Venligt husvales dog skuffede Haab, hvor Lastell’ a Mare
Riig sin Skjønhed udfolder. Her Bjerg og fyrstelig Villa
Fængsler os skjønt med Himmel og Hav; her kunde med Fryd vi
Bygge og boe for en Sommer; een Dag dog eller halvanden
Huset tilhører os her, og ordentlig som vi var hjemme,
Sætte vi Bo, indretter os klogt og Huset forsørge.
Dagen gaaer lystelig hen; og hjemlig er fredelig Aften;
Her vi Pistolen ei lade. Om Bordet med Naalen i Haanden
Sidde ved bødende Dont ret huuslkg nu Moder og Døttre.
Stille mig qvæger det Billed af rolige Huusliv i Hjemmet.
Naae vi nu Capri ei heller idag, saa naae vi den aldrig;
Vimplen alt flagrer fra Landet, og Seilet udspiler sin Vinge.
Stort er idag vore Roerkarles Tal; i pyntelig Række
Sidde de smykked’ til Farten: om liinhvide Tunica snoer sig
Bæltet af rosenrød Bomuld; om Straahatten Silkerbaand flagre.
Raske i Tale, med freidige Sind, de synes med Havets
Luner fortrolig. Af Morgenens Glands er Masten forgyldet.
Duggen gjør Seilet til Silke; og livligt i morgenfrisk Luftning
Stævne vi glade mod tryllende Øe, som saa længe os flyede.
Herlige stille Sorrent! dig først dog paa Veien vi gjeste:
Venligt paa digterisk Flugt vi dvæle, hvor sydlig Naturaand
Selv gav sin Følelse Luft i Digterens Elskov og Vanvid.
Tasso! her Lyset du skued; fredsalig du her i din Vugge
Himmelduft aanded; her vifter end Fred. Af underfuld Luftning
Bæres vi her, som ei Foden fornam den Jord, den betræder.
Her os en Genius fører. En Alfdreng med stjerneklart Øie
Viser os Haven og Huset; Han aabner os venlig og stille
Laurens sødtduftende Lund med Orangernes Guldæbleskove.
Her, hvor Seraphernes Fred omvifter og saligt indluller
Hjertet i Drøm om lyksalige Ro, som Jorden ei giver —
Her hvor til Aandernes Rige den Fremmede troer sig henbaaret,
Pirrelig fine Natur i phantastisk bevægeligt Hjerte!
Arme Torqvato! nu her fuldtvel jeg fatter hvorlunde
Hist du maatte fortæres og grumt sønderrives blandt Hoben,
Hvor, liig brusende Hav blandt iiskolde Fjelde, sig rører
Stormvilde Menneskestrøm; Hvo her i Vuggen indaanded
Luft fra Engles fredsalige Kyst, ret aldrig i Verden
Stædes til Ro; for kjærligt og blødt, her Hjertet ei hærdes
Strengt til Jordlivets Kamp; her, sværmende, Sjælen ei lærer
Pantser at bære mod Had og mod Nid og krænkende Uret —
Mindst dog mindst mod Kjærligheds Magt; brat Sjælen bortrives
Elsker og raser og flyer — og saares hvorhen den saa flygter,
Tyer først knuset til Vuggen igjen, hvorfra den udflagred —
Men, saa er det forbi med Freden i Paradiishaven,
Til den befriede Aand, forklaret, i Qvalerne luttret,
Søger i Kjærligheds evige Dyb, hvad Verden frarev den.
Bedre du valgte dit Hjem, hvor Barndomsenglene leged,
Skjaldens fredelskende Søster! her stille du sysled i Huset;
Lauren du pleied i Lunden, og fjernt med Glæde fornam du
Broderens Hæder i Fyrsternes Sal; med kjønnere Krandse
Vented ham Søsteren her, hvor Barndomsenglene leged,
End de Krandse, hvormed ham hist den fremmede Verden
Smykked med martrende Haand. Dog bort, I Minder fuldbittre!
Aldrig henfoer over Jord en Genius, kjærligt bekrandset,
Som ei Vingen har stødt til Blods i Smaaligheds-Sværmen,
Og som ved Himmelens Port ei rystede Blodet med Smudset
Glad af Vinge og Krands. Far hen i underfuld Luftning,
Skuffende Drømme om Fred blandt stridende Menneskesjæle!
Farlig er Blødhedens Drøm, hvor dog vi til Striden maae vækkes.
Stolt som en Kæmpe i mægtige Hav, Lyksalighedsøen
Vinker os hist; kun Stræben og Kamp vil Livet; men Døden
Stilhed lovpriser og flumrende Ro. Ei længer vi drømme!
Kom kun, lystige Kuling, udpust os nu Seilet! bortflyver
Krandsen os end af det flagrende Haar — bortruller i Strømmen
Guldæblet hist fra Drømmenes Lund — i Stormen vort Fjeld-Maal
Roligt end staaer; vil det knuse vor Baad, ei meer det dog viger —
Freidig og feirende, snart vi staae paa hiin herlige Fjeldtind.
Alt vi paa Fjeldpynten staae; Lyksalighedsøen modtog os:
Herlige Capri! Fortryllelsens Øe du nævnes med Føie;
Ei Boromæiske Konst har her et Isola-della
Smukt fremtryllet i venlige Søe: i fraadende Havdyb
Kasted med høiere Konst og stoltere Skjønhed Naturens
Evige Genius dig, du Fjeld med Paradiiskrandsen!
Her staaer Almagtens Værk: ei stoltere Syn har mit Øie
Seet; ei rigere dufted en Vaar mig paa Jorden imøde.
Saa fra Helleniske Øehav underfuldt Sagn mig afbilded
Guddommens skabende Kraft, fremsprungen af Dybet i Fjeldform,
Prydet af Kjærlighedsenglen med Skjønhedens evige Krone.
Frihed! her aander vel du? vist aldrig har Kæmpen, den høie,
Bøiet sin Nakke og taalt ydmyget Tyrannernes Fodtrin?
Drømmer du? Fremmede! see! du staaer, hvor Tiberius standed.
Dog ved Tyrannens omstyrtede Hal i den fattige Hytte
Boer nu from Eremit. — I Sjælen kun Friheden bygger
Evigt Paulun, naar, ydmyg og from, sig Kraftaanden bøier
For den almægtige Haand, der knuser Tyranner med Trælle.
Glæd dig nu, seirende Aand! du er fri: ei Jordlivets Trældom
Fængsler dig selv paa høieste Pynt af Lyksalighedsøen.
Videre flyver du ei i Feernes Riger paa Jorden;
Høiest du stander idag og al deres Herlighed skuer;
Høiere flyer dog ahnende Blik, og Frihedens Engel
Løsner med mægtige Haand Fortryllelsens Bind fra dit Øie.
Hist jeg en Slave løskjøbte: ved Bjergstien fattige Smaadreng
Ængstede Sangfulg mig solgte; nu høiest paa herligste Fjeldspids
Fri den sig hviler paa Jomfruens Haand; snart Vingen den ryster,
Qvidrer og flagrer mod Sky; ret saa! flyv freidig og sjung nu!
Sving dig fra Klippen og svæv over Hav, du løskjøbte Fange!
Billed af Digterens Sjæl, nys fængslet af Feelandets Trolddom!
Jorden tilhører dig ei: selv høiest paa herligste Klippe
Bort fra skjønnest Lyksalighedsøe du flyver med Høisang.
Flyv nu, som Fuglen fra Øe, du Billed af sælsomme Reise!
Billed af sværmende Flugt gjennem Drømmenes Verden til Landet,
Hvor i fortryllet Natur, blandt skjulte Dæmoner og Feer,
Sjælen dog ei kunde hvile. Far hen, du herlige Billed!
Ei jeg dig holder tilbage; modtag dog, mens du henflyver,
Krandsen, som efter dig flagrer i Luft med venlige Minder!
Livlig end morgenfrisk Luftning fra Valfarten hist mig omvifter:
Høit vi reed over Fjeld til Borgen paa Paradiisklippen
Med Barbarossas mærkværdige Navn. Endnu mig omdufter
Blomsten, hist fremmede Haand i Morgenglands gav os paa Klippen:
Stille den minded om Glæden, som flyer, om Glæden som bliver.