Ruller op, ruller ned
Det Hjul uden Fred —
Sidder for sidder bag
Sidder inde i Mag,
Eller løber ved Siden
Dæmonen, snart stor og snart liden.
Naar tilbage jeg seer,
Er han lystig og leer.
Sidder foran paa Buk,
Smælder høit til mit Suk
Og i Posthornet støder,
Til det fremmede Liv mig opgløder.
Seer jeg fremad paa Vei,
Priser vild Hurlumhei —
Ei Dæmonen jeg seer;
Han staaer bag paa og leer,
Sidder snart ved min Side:
Det var Ret, saadan kan jeg dig lide!
Kommer Tanken om Gud,
Springer Svartalfen ud,
Løber efter en Stund
Som en hylende Hund,
Mens til Karmen sig svinger
Liden Fugl med de lysende Vinger.
Og mod Skyen nu op
Over Bjergenes Top
Stiger Mulen med Karm,
Mens om Hjerte og Barm
Med husvalende Vinger
Liden Fugl sig saa gladelig svinger.
Er det Trolddom igjen?
Er da Fuglen min Ven?
Som Sireneqvad klang
Mig dens tryllende Sang —
Fra mit Bryst den sig hæver,
Som en Sylphe i Luft den bortsvæver.
Og mod Afgrunden ned
Ruller Karmen afsted;
Som en Kæmpe saa stor
I de luende Spor
Og med Tømmen af Slanger
Styrer Trolden den fnysende Ganger.
Men om flammende Hjul
Flagrer venlige Fugl,
Sjunger salig og fro,
Er en Skytsengel tro,
Og i Hjulskoens Pantser
Den Hjulet ved Afgrunden standser.
Og i Dybet afsted
Styrter Trolden sig ned.
Jeg er frelst, jeg er fri:
Paa lyksalige Sti
Med de lysende Vinger
Liden Fugl mig til Palmerne bringer.