End fjernt dit Billed tryller,
Du Feers Land paa Jord,
Som underfuldt i Drømme stod
For Kæmpens Sjæl i Nord!
Med Liv, med Lyst, med Glæde,
Med fjerne Kroners Glands,
Saae Kæmpen i sin Vinternat
En Møe i Vaarens Krands.
De brune Øine blinked;
Sort rulled Haarets Strøm:
Morgana fra sin gyldne Sky
Nedsmiled i hans Drøm.
Til Guldorangens Skove
Hun vinked Heltens Aand;
Ved Bjergets Tryllestok hun stod
Med Rosenspiir i Haand.
I Luften hun udspredte
Sit Regnbustraale-Slør —
Og Kæmpen saae det fjerne Land,
Hvor aldrig Glæden døer.
Saa vide Gothekæmpen
Med Cimbreren uddrog;
Vild Longobarden reiste sig
Og høit paa Skjoldet slog.
Normannen meer ei hviled,
Hans Hu til Spiret stod;
Men til det fjerne Feers Land
Gik Kæmpens Vei i Blod.
Han vandt de gyldne Kroner,
Morganas Slot han saae;
Prindsessen i sit Avalun
Han fandt paa Bjerge blaae.
Men Blod paa Spiret brændte
I Feers Land paa Jord.
De gyldne Kroner sank i Muld —
Og Kampens Aand henfoer.
