Paa Skjaldeskib jeg havde heiset Seilet;
Men Drømmens Alf kun sad ved Snekkens Ror,
Og fandt jeg ikke Sanggudindens Spor,
Paa Luftskibsflugt var Liv og Maal forfeilet.
Den Orleanske Jomfru, ædel, stor,
Opløftet for Dig stod i Digtningsspeilet.
Med Leidebrevskab, af din Skjald beseglet,
Jeg til min Fremtids Sanggudinde foer,
Jeg standsed ved din Dør. Min Haand den rørte;
Et Fremtids Liv laae skjult i Drøm og Tanke
Og vilde sprænge Hjertestrømmens Skranke.
Du aabned Døren — og Din Røst jeg hørte.
Hint Velkomstord endnu saa skjønt mig klinger
Som naar til Helligaften Klokken ringer.