Ved Livets Port jeg en Lysalf saae;
En Svartalf saae jeg ved Siden staae.
De sang mig ved Vuggen en Spaadomssang;
Den Spaadom mindes jeg mangengang:
"Jeg lover ham Kjærligheds rige Skat
"Og skjønne Syner ved Dag ved Nat.
"Jeg lover ham Venner og Hjerters Priis;
"Jeg aabner ham Digternes Paradiis."
Saa sang den Hvide med venlig Røst;
Og saligt svulmed alt Barnets Bryst.
Da loe den sorte Engel og qvad:
"Lad Skygge og Lys kun følges ad!
"Jeg lover ham kun en ringe Nød;
"Men Baal skal blusse af liden Glød.
"For hver en Strøm af Kjærligheds Værld
"Een Draabe fra Hadets det kolde Fjeld!
"Den Draabe skal qvæle hans Hjerte meer,
"End noget Øie i Verden seer.
"Og aabnes ham Digternes Paradiis,
"Og vinder han Hjerternes skjønne Priis —
"Hvad høiest elskes, skal hades meest —
"Derpaa skal han see hvad ham lykkes bedst."
Saa sang den Svartalf, ved Vuggen stod.
Een Trøst tilføied hiin Engel god:
"Dog svulmer end Harmen i krænket Sind —
"Flyer Freden som Blomstret i Hvirvelvind —
"Selv Daalet fra Hjertets Ild-Bølgebrud
"Skal brænde ham Giften af Saaret ud.
"Tilsidst hver Niddets og Hadets Rest
"Skal luttre Sjælen i saaret Bryst;
"Og naar den flyver med Seir fra Jord,
"Skal Kjærlighedsminder betegne dens Spor."