I Herthas susende Skove
Stod gamle Guder af Sten.
Ved Issefjorddybets Vove
Laa blodige Offerben.
Der strenge Norner henfore
Ved Nat over Borg og Hav;
Og Røster, alvorlig store,
Udgik fra Kæmpernes Grav.
Men naar det rødmed i Øster,
Og Fuglen i Skoven sang,
Der tusind mildere Røster
Igennem Naturen klang.
Det hvisked i Offerlunden,
Hvor Holger Danske blev fød:
„Ny Jord af Hav er oprunden —
Den gamle Verden er død!”
Jeg sad hos de stærke Ammer
Paa Borgen ved Skov og Fjord;
Jeg lytted i dunkle Kammer
Til Sangen om gamle Nord.
Den Sang vel aldrig jeg glemmer:
Den klang mig som Nornerøst:
Dog dybest klang mig de Stemmer,
Som lønligst smelted mit Bryst.