I Lunden Gjøgen kukker,
Og Bøgen den er grøn.
Den Jomfru gaaer og sukker
Og nynner smaat iløn.
"Du Spaamand i det Grønne!
Ei meer jeg paa dig troer:
Med dine Løfter skjønne
Du gjækked mig ifjor.
Nu længenok du kukke!
Jeg spørger dig ei meer,
Om jeg skal ene sukke
Een Sommer eller fleer.
Her er saa taust i Lunden,
Og ingen Sjæl mig seer —
Er Gjøgen og forsvunden?
Hvi kukker han ei meer?
Ak, hvis du ikke lyver,
Og kan du rigtig spaae,
Saa siig dog, før du flyver:
Hvorlænge slal jeg gaae?
Veed du hvad Hjertet siger
Og hvem jeg tænker paa,
Ei for de andre Piger
Du mig forraade maa.
Nu skynd dig! ryst kun Vingen!
Flyv med min Løndom bort!
Hvor mange Aar? slet ingen?
Svar Intet eller kort!"
Vel hundred Gange kukker
Den Gjøg i Bøgen grøn;
Den liden Jomfru sukker,
Hvi græder hun iløn?
"Ak Gjøgen leer og flyver —
Hvert Kuk et Aar mig spaaer;
Vist falske Fugl dog lyver:
Jeg er jo femten Aar."