Op, sjung og glæd dig, Danmarks Søn!
Vor Søe er blank, vor Skov er grøn,
Og blomsterriig vor Dal.
Med Mailøvkrands i lyse Haar
Hun kommen er, den unge Vaar;
Hun pyntet har sin Sal.
Den Sal er høi og lys og stor:
Ei paa den hele vide Jord
Er Mark og Eng saa grøn;
Ei paa den hele Verdens Øe
Er Dal og Høi og Skov og Søe
Og Luft og Skye saa skjøn.
See, Himlens Fugle det forstaae:
De Sydens Herlighed forsmaae
Og reise glad mod Nord;
Her hæver sig det frie Bryst,
Her søge de med freidig Lyst
De gamle Glæders Spor.
Her lufter det fra dybe Hav,
Her toner det fra Oldtids Grav
Om store Kæmpers Iid;
Her sjunger end den danske Mand
Om Skjolds og Frodes Fødeland
Og om den gamle Tid.
Her sjunger end den mindste Dreng
Om Danmark, deiligst Vang og Eng,
Om Skjoldungætten bold;
Her fjunger end den mindste Møe
Om Ærens Vei paa stolte Søe,
Om Juul og Tordenskjold.
Op, sjung og glæd dig, Danmarks Søn!
Ved Hav staaer Kæmpehøien grøn:
Her Kraftens Aand end boer;
Her bruser Verdens store Væld —
I Skyen flyver Bjerg og Fjeld
Og Sjælen over Jord.