Et helligt Kors staaer høit i Nord,
Hvor ingen Sangfugl bygger;
I Snee det staaer paa frosne Jord
Og langt fra Løvsal-Skygger.
Har Lyset døde Jord forladt,
Og iisner Himlen selv ved Nat,
Hvor Sjæl og Hjerte gyser,
Fra Bølge-Bjerg af evig Iis
Henpeger mod Guds Paradiis
Det Kors ved Nat og lyser.
Med Glands fra Livets Morgenland
I Dødens Midnatszone,
Det viser Vei fra Hvalens Strand
Til Palmeskovens Krone;
Og Øiet, blindt af evig Snee,
Kan Livets gøonne Trær dog see,
Hvorom Guds Engle knæle;
Og gjennem dybe Grav af Iis
Saae haabfuldt til Guds Paradiis
Med Tro de frelste Sjæle.
Hvo planted hist saa høit i Nord
Den Green fra Edens Have?
Hvo bar den tro i Hvalens Spor
Henover Dybets Grave?
Iispolens Søn! hvo gav dig Fred?
Ei steeg en Engel til dig ned:
Gud en Apostel sendte;
I Mulm han saae et Folk forladt,
Ham Aanden viste Dag og Nat
Den Vei, kun Døde kjendte.
Og ei han havde Rast og Ro:
Den Vei han maatte følge.
Gik end den over Dødens Bro
Og Fjeld af frosne Bølge.
Ham fulgte Børn og trofast Viv,
I Herrens Haand han gav sit Liv;
Men Aanden ham ledsaged:
Den bar ham over store Grav;
Og bag det dunkle Midnatshav
Han dunkle Kyst opdaged.
I Mulm foer blodig Døds-Harpun
Mod Hval ved vilde Strande;
Paa Kysten stod et Freds-Paulun
Med Lys fra fjerne Lande.
Der hjalp en kjærlig Haand i Nød,
Der led en salig Trøst i Død,
Der Guds Apostel boede.
Did tyede hver bedrøvet Sjæl
Til Lysets og til Livets Væld
Og haabed, elsked, troede.
Hos Gud nu den Apostel boer;
Hans Sjæl Gud evig glæde!
Hans Mindeqvad høit over Jord
Forløste Sjæle qvæde.
Hans Bautasteen er Korset hist,
Som leder til den Herre Christ,
Hvor iisnet Sjælen gyser:
Fra Bølge-Bjerg af evig Iis
Det peger mod Guds Paradiis
Og gjennem Natten lyser.