Det gaaer i Verden sælsomt til;
Dog vil jeg lystigt sjunge:
Det gaaer dog som vor Herre vil
Med Gamle og med Unge.
Sin Rede vilde Søfugl naaer,
Hvor vidt omkring han farer;
Bag Klint tidt Havnen aaben staaer,
Og tidt mod Nat det klarer.
Jeg loe ad Hjem og Havn engang;
— De Tider er nu omme —
Paa vilde Hav i Storm jeg sang,
Naar fine Folk blev fromme.
Jeg vilde Verdens Ende naae,
Al Verdens Riger skue;
Nu er jeg glad i liden Vraa,
Hos Ovn i lune Stue.
Som Fugl i Luft, som Fisk i Hav,
Jeg baade fløi og svømmed:
Den raste Storm mig Vinger gav,
Bort Bølgen med mig strømmed.
Til Verdens Ende ei jeg kom;
Stort mangled der dog ikke.
Nu flyver jeg ei længer om,
Maa spag for Anker ligge.
Den vide Verden har jeg seet:
Den lystig var at skue;
Ad al dens Galstab har jeg leet;
Den vil ei meer mig hue.
For Gods og Guld saamangen Stund
Jeg fik ei Blund i Øie;
Min Rigdom blev paa Havsens Bund:
Jeg bjerged vaade Trøie.
Jeg nøgen kom til Verdens Strand;
Jeg nøgen skal bortgange.
Rask Lykken flyer fra Land til Land,
Hun er ei nem at fange.
I Vingen graaner Maagens Fjær,
Og han til Kysten iler;
Den gamle Fugl har Reden kjær;
Paa Steen sig Sælen hviler.
Hvor Havet sang min Vuggesang,
Ved Strand i fattig Hytte,
Der landed jeg for sidstegang,
Derfra jeg skal ei flytte:
Brav Frende er dog Frende næst,
Men haardt er fremmed Leie;
Naar alt er frist, er Hjemmet bedst,
Guds Fred er rigest Eie.
Og Danmark er mit Fædreland,
Det skal jeg aldrig glemme.
Hos gamle Viv paa danske Strand
Blev gamle Sømand hjemme.
Fra Hjem og Havn og Arnekrog
Dog end jeg glad mig reiser,
Naar under gamle Dannebrog
Stolt Sømand Storseil heiser.
Een Fart endnu min Hu staaer til;
Dog vil jeg lystig sjunge:
Det gaae alt som vor Herre vil
Med Gamle og med Unge!
Men vilde Gud i Dyst paa Søe
Mit Livsbrød mig beskjære —
Med Seierssang jeg vilde døe
For gamle Danmarks Ære.