Tre Dage var jeg atter i Bamyan Gæst;
Een Ridder kun mig fulgte, og det var John Præst.
De raske Provençaler alt Spirene svang;
De vilde deres Riger regere med Sang.
Den største Østens Krone blev Friserens Løn;
Men først han vilde holde i Paradiset Bøn.
Den Herlighed, dog Jorden har ejet engang,
Jeg tænkte vel kan findes, er Vejen end lang.
Jeg hilsed Kong Carvel; jeg tog ham i min Favn;
Jeg nævned ham Carolus: det var hans Kristen-Navn.
For Gloriant jeg bøjed mit Knæ for sidste Gang,
Og lydelig Gudsenglen i Hjertet mig sang.
Men aldrig i Verden mit Øje mere saa
Den Paradisfugl, min Haand ej skulde naa.
For sidste Gang tog jeg Smaadrengen paa Arm;
Til Afsked han putted sit Hoved i min Barm.
Jeg kyssed hans Pande og hybenrøde Mund;
Paa Hingsten jeg svang mig alt i den samme Stund.
Om Paradiset sang ved min Side John Præst;
Tilbage dog stirred den tankefuld Gæst.
Ved Bamyans Port jeg saa endnu en Gang
Den dejliges Slør, som paa Lansespidsen hang.
Paa Bamyans Taarn jeg skimted allersidst
De Sjæle, jeg genfavner i Himmerig dog vist.