I Danmark toner Kæmpesang
Blandt tusind Kæmpehøie;
Af Heltefærd paa Hav og Vang
Har Dansken Syn for Øie.
Men giver Stordaad evigt Navn,
Og er det stort at stride
For Gud og Drot og Fødestavn —
Saa sjung om Axel Hvide!
Med Bispestaven Kæmpen staaer,
En Konning mellem Klerke:
Med Ordets Glavind Ingen slaaer
Som Absalon, hin stærke.
Saalænge Kirken staaer i Nord
Og Herrens Ord har Tunge,
Ei bedre Røst fra høie Chor
Skal Herrens Fred udsjunge.
Men æsker Freden Kamp og Blod,
Sig ruster Herrens Kæmpe:
Med Peders Sværd den Hyrde god
Ei farer frem med Lempe;
Med Hellebard og Brynie blaa,
Paa Hingsten Bispen skinner.
Paa blodig Val ei Dansken saae
En større Seiervinder.
Og gjalder det Søhanedyst
Ved Stavn paa høie Vove,
Til Seier kalder Axels Røst
Bland t danske Masteskove.
For Axels Aasyn Venden veeg,
Og frelst blev Danmarks Rige;
For Axels Aand i Orlogsleeg
Skal Danmarks Fjender vige.
Og fødes Daad af vise Raad
I Skjoldungdrotters Sale,
Til Valdemarers store Daad
Maa Absaloners Tale.
SaalEnge Danmarks Throne staaer,
Ei Axels Roes forgjettes;
Til stolte Axelstad forgaaer,
Hans Navn stal ei udflettes.
Ved Sorøe Kirken, hellig, stor,
Omhvælver Heltegraven;
End staaer i Steen bag høie Chor
Bisp Absalon med Staven;
Her stod hans Værk, her staaer hans Grav —
Gid her hans Aand sig svinge
Henover Templet, han os gav,
Med lyse Phoenixvinge!