Den gamle Dands
(Tilegnet Fru Kammerherinde Rosenørn, fød Wormskjold, den 29de Januar 1831).
(Tilegnet Fru Kammerherinde Rosenørn, fød Wormskjold, den 29de Januar 1831).
Saa nydeligt dandse de Sødskende smaa;
Glad Moderen sidder og seer derpaa.
Hvor Sønnen hopper og Datteren leer,
Sig selv som Barn hun i Dandsen seer.
— Som Drøm det Svundne gjenfødes.
Saalunde hopped hun selv engang
Med Barnelyst til Fiolens Klang;
Som nu hun seer paa de kjære Smaa,
Paa hende Fader og Moder saae.
— Heelt sælsomt Livet gjenfødes.
Den Moder lytter til Strængens Lyd:
De Toner hørte hun før med Fryd;
Men hvor hun drømmer om gladest Dands,
Bortflyer et Billed i himmelsk Glands.
— Med Veemod Glæden gjenfødes.
En Taare brister fra Øiet brat —
Hun stirrer ud i den dybe Nat;
Hvad Hjertet savner i gamle Dands
Hun søger i Stjernehimlens Glands.
— Med Længsel Savnet gjenfødes.
Det Billed, nys hun i Dandsen saae.
Var Fader til hendes kjære Smaae.
Der sidst hun hørte hiin muntre Klang,
Hun dandsed med ham for sidste Gang.
— Med Smerte Mindet gjenfødes.
Men Taaren ruller fra Øiet klar:
En Engel Sukket til Himlen bar;
I Sjælen toner en kjærlig Røst:
Din Elskede seer dig paa fremmed Kyst.
— Forklaret Længslen gjenfødes.
Saa nydeligt dandse de Sødskende smaa;
Rørt Moderen sidder og seer derpaa.
Hvor Glæden flyede i gamle Dands,
Husvaler Stjernens evige Glands.
— I Klarhed Livet gjenfødes.