B.S. Ingemann (1789–1862)

Fjorten Dage gaaer jeg ene

Her ved Tusculums Ruiner,

Aander Foraarsluft paa Bjerget,

Plukker Blomster trindt i Dalen,

Standser tidt ved Skovkapellet,

Hvor Madonnas Billed staaer.

Her er Ingen, som mig kjender;

Her er Ingen, som mig elsker;

Hvem skal jeg de Blomster bringe

Hvo skal kjærlig dem bevare,

Og til hvem skal Eremitten

I sit Modersmaal her tale —

Og til hvem skal han fortrolig

Blomst og Sang og Suk indvie —

Smiled du ei, Himmeldronning!

Fra dit Billed i Kapellet

Fromt til Blomst og Sang og Suk?

Glemte kun ei Catholiken

Guddomssønnen for hans Moder,

Barnligt Sværmerie jeg kunde

Her misunde Børn og Qvinder,

Som hver Morgen og hver Aften

Knæle fromt med Blomst og Krandse

Ved Madonnas Skovkapel.

Kjærlig selv i hendes Billed

Seer jeg helligst Qvindehøihed,

Hvor tidt Protestanten haanlig

Gaaer med kolde Smiil forbi.

Ene, fremmed her i Byen,

Sidder jeg i liden Stue,

Som en Munk i snevre Celle,

Seer hver Morgen, naar det dages,

Gjennem Kirkeruder smaa:

Udenfor, Cypresselunden

Over Bjergets Villa suser;

Lys, Olivenstoven glindser

I den friske Foraarsglands.

Hist ved Stenen gaae til Kilden

Skjønne Tusculanerinder

Med de blanke Kobber-Vaser

Paa de sorte Lokkers Krands;

Ei til lidet Vindve see de;

Men forinden sidder ene

Eremitten fra det Fjerne;

Ingen troer, han er en Kjætter;

Ret catholsk er Alting om ham:

Paa Huusaltret Glaspræcepen

Hos St. Joseph staaer i Krogen

Blandt de trende Crucifixer;

Og paa Væggen ved mit Leie

Hænger Vievandets Kar.

Her er venligt, her er stille;

Herfra seer jeg Sydens Foraar

Over Bjerg og Dal hensvæve

I sit store Blomsterslør.

Herfra seer jeg Folkelivet,

Ene, fremmed midt blandt Folket,

Gaaer hver Morgen hen i Messen,

Gaaer hver Aften til den store

Dunkle Hvælving hist paa Hjørnet,

Før et Kloster, nu en Kro.

Gjennem Lugen Maanen skinner;

Indenfor ved Lampen støie

Ved de fyldte Folietter

Lazzaroner mellem Hyrder,

More sig med Fingerspillet,

Tale med det hele Legem,

Lue heftigt, naar man enes,

Tie, blegne, naar de vredes —

Famler efter Kniven flux;

Men før Tankens blege Blomster

Daadens Blodfrugt har udfoldet,

Vennehaand har Armen standset

Og de Rasende adskilt.

Sjælden Qvinden hid sig vover;

Kommer Moderen med Barnet

Ægtemanden hjem at drage

Og det muntre Spil afbryder,

Vist hun maa sin Lykke prise,

Gaaer hun levende herfra.

Tryg dog fremmed Gjest her sidder,

Maa om fjerne Land fortælle

Og forklare dem hvorlunde

Danimarca ei er England,

Men dog Protestanteland.

"Kjætterfolk I er dog Alle, —

Troe jo ei paa Skjærsildsflammen —

Ei Maria for Jer beder;

Ingen Helgen staaer Jer bi;

Men — derfor I Kjød tør spise

Hele Aaret, og I har det

Bedre for en Tid, end vi."

— Hvo er Manden, som indtræder

Hisset i den sorte Kappe,

Dødninghovdet malt paa Brystet

Under korslagt Dødningbeen?

Ringlende med Bøssen, beder

Om en Skjærv han for de Sjæle,

Som i hede Skjærsild pines

Og ei efterlod til Kirken

Sjælemessens mindste Priis.

Skal nu Kirken sig forbarme,

Skal de arme Sjæle frelses —

Maae de efter Døden betle;

Derfor gaaer nu her med Bøssen

Sjælenes Gesandt til Kroen,

Takker paa de Dødes Vegne

For en Protestants Bajoc.

Underligt! kan selv blandt Døde

Venskab for en Skjærv jeg kjøbe?

Dog — selv Catholiken smiler,

Rækker Sjælevennen Glasset

Og beholder sin Bajoc.

His t paa Gulvet staaer nu atter

Manden med det skumle Aasyn

Og i smudsig lurvet Kappe,

Stirrer taus med graadigt Øie

Paa Salaten og paa Brødet,

Maaler Vinen i mit Glas.

Hvis du hungrer — tag og mæt dig!

Drik! — Han spiser taus og drikker,

Gætter tæt sig ved min Side,

Hvisker: "bruger man mig ei?"

Hvortil? — "Nu, til hvad Jer lyster!

Cicerone er jeg ellers,

Kan blandt Tusculums Ruiner,

Kan til Kirker og Kapeller

Og til — Grave vise Vei."

(For en Scudo — hvisker Øiet —

Kan af mig et Liv du kjøbe;

Gaaer du med mig blandt Ruiner,

Gaaer jeg ene ud igjen.)

Skjønne Tilbud jeg forkaster,

Er saa velbekjendt i Byen

Blandt Ruiner, Kirker, Grave,

At jeg selv som Cicerone

Nu kan vise Andre Vei.

Ei tjenstagtig Ven mig huer;

Dog hver Aften staaer han atter

Ligefor mig i sin Kappe

Under skumle sorte Hvælving,

Halvbelyst af Lampens Skin,

Kinden smudsig, som Mulattens,

Ud det Hvide vendt af Øiet,

Mørk og taus, han paa mig stirrer —

Til jeg vinker og ham rækker

Viin, Salat og Brødet hen.

Som en Hund han det nedsluger,

Aldrig meer dog til mig taler;

Men, som Moren fra Venedig,

Som Peronne fra Neapel,

Ciceronen fra Frascati

Eventyrlig for mig staaer.

Dag og Aften mig ledsager

Nu en Ven dog gjennem Skoven

Og ved Tusculums Ruiner,

Mere ærlig, som mig tykkes,

Mere tro, end Ciceronen:

Det er Hunden, som hver Middag

Gnaver Benet ved mit Bord.

Har han mig en Middag savnet,

Farer voldsom han imod mig,

Som han glubsk mig vil opsluge

Med sin velske Heftighed.

Det er Glæde alt og Venskab;

Nu, saa er jeg dog ei ene,

Ei aldeles her forladt.

Dansk til velske Hund jeg taler;

Klogt han mig i Øiet stirrer,

Synes Sproget at forstaae.

Yndigt dog de velske Toner

I de danske Øren klinge;

Gjerne jeg dem efterligner,

Taler selv med Haand og Miner

Som en heftig Romer her.

Bedst mig løsnes Tungebaandet,

Naar hos smilende Signora

Ord med livlig Tanke kappes;

Trevnere med Mænd gaaer Talen

Overalt i fremmed Land.