Staaer paa Hjørnet af mit Stræde:
Her den fromme Helgeninde
Som Penat mit Hjem beskytter;
Tidt hun mig velsigned før.
I Neapel var det hende,
Som i skjønnest Lys mig viste
Stad og Bugt og Flammebjerget
I de stille maaneklare
Aftener paa flade Tag.
Hendes Navn paakaldt jeg hørte
Tidt paa Land og vilde Bølge;
Hist hun ved Amalfis Klipper
Vore Sømamds Bønner hørte,
Skjulte Faren for vort Øie,
Og vi saae vor Havsnød ei.
Hendes Billed mig ledsaged
I min Elskovs stille Drømme;
Og i Florenz jeg det skued
Skjønt af Carlo Dolci malt.
Fromt Legenden hende maler
Med de underfulde Øine,
Som, liig Stjernerne paa Himlen,
Sydens blege Sømand trøste,
Naar Orkanens Nat er nær.
For en Broders Sjæl at frelse.
Som de alt for skjønne Øine
Fra sin Salighed bortrev,
Øiets Lys hun selv udslukte,
Offred Herren Verdensglandsen;
Men med himmelsk Lys gjenstraaled
Som to Evighedens Stjerner,
Ved et Under, Helgenindens
Øine med forklaret Glands.
Nu de lyse Himmelstraaler
Ingen Sjal paa Jord forvilde,
Lyse helligt, lyse stille,
Blinke kjærligt gjennem Natten,
Blinke gjennem Sky i Stormen,
Lede i Orkan til Havnen,
Lede Sjælen til sin Himmel,
Aanden til sin Salighed.
Siig, hvad læser du hver Aften
Med din unge smukke Kone
Hist i stille Sovekammer?
Hele Timer kan jeg høre,
Naar i Huset Alt er stille,
Eders Stemmers Vexelklang —
Saa min stille Vert jeg spørger,
Ønsker mig den Bog at skue,
Som han med sin unge Kone
Læser i hver Aftenstund.
"Det er ingen Bog, Signore!
Vi kan ei i Bøger læse,
Vor Rosario kun er det,
Som den fromme Pater lærte
I vor Barndom, os at bede."
Men forstaae I da Latin?
"Nei, Signor, men Bønnen kan vi;
Den forstaae vi nogenlunde,
Og den hellige Gudsmoder
Bedre den forstaaer, end vi."
Mandens fromme Tro mig rører;
Gjerne hører jeg hver Aften,
Naar i Huset Alt er stille,
Hvor de unge Folk derinde
I det lille Sovekammer
Kjønt som fromme Børn tilsammen
Bede deres Rosenkrands.
Det er Festdag i Frascati:
Byens Skytspatron til Ære,
Bispen kommen er fra Roma;
Processionen gaaer fra Kirken;
Udenfor Trompeter klinge
Under smaa Kanoners Knald.
Ogsaa her er, som i Roma,
Hestevæddeløb og Corso;
Og ved Qvel man lystig tænder
Tjæretønder trindt paa Gaden.
(Gamle glædes her, som Unge,
Naar de lege kan med Ild).
Liden Pedersplads er oplyst;
Snart Mongolfieren stiger,
Trindt behængt med Farvelamper
Og med Lueskriften prydet;
Først vi læse hvad der staaer!
"Fly fra Tusculum" — saa staaer der
"Blege Sorg! fly fra vort Hjerte!
See nu stiger lys i Natten,
Som et Meteor i Luften,
Flammekuglen og forsvinder,
Liig en trudselfuld Komet.
Folket jubler — og med Knalden
Høit Raketters Sværm opflyver,
Tusind Flammehjul sig dreie,
Stjerner dandse, Sole brænde —
Folket snart sin Lyst udskriger,
Snart mislykket Sol udpiber —
Og den Landstad-Fest er endt.
Hvor herligt her fra Bjerg til Bjerg at ride
Paa langsomt Esel, og fra Stad til Stad!
Hist lavt Kapel, her høie Kloster standser
Den Fremmede; hver Dør ham aaben staaer:
Forinden fromme Billeder paa Muren!
Foruden herlig malerisk Natur!
Grotta Ferrata! i din Helligdom
Her hedensk Keiser vandrer ham imøde,
Nedladende i al sin Herlighed,
Og byder ham en Naade sig udbede;
Paa Keiseren den Fromme seer og ynkes:
"Bevar din Sjæl!" er hvad han beder om.
— Ledsag mig, Helgen! med din fromme Bøn
Nu bort fra disse Dale, disse Bjerge!
Her er det mangengang som kunde Sjælen
Sig i Naturens Herlighed fortabe
Og, liig en Alf, henflyve og opløses
I underfulde Luftning — eller smelte
Og rulle bort med løndomsfuld Naturaand
I Søe og Kilde — eller, mildt inddysset
Af Trylletonerne fra Bjerg og Dal,
Bortdrømme sit Aarhundreds Liv og Stræben.
Blev Sjælen hjemme her, den flagred hen
I Blomsterduft paa Sommerfuglevingen
Og higed stedse fremmed hid tilbage.