B.S. Ingemann (1789–1862)

Saa er det virkelig vort stille Roma,

Jeg atter seer! Var den en Phantasie

Hiin underlige Valfart ved Vesuv,

Hvor Jorden brændte under Foden mig,

Mens mellem Paradiser jeg omtumled

Fra Øe til Øe, fra Himmel og til Afgrund?

I underfulde glæderige Dage!

I stille Aftener ved Golfen hist

Paa flade Tag, mens Bjergets Flammesøile

I Bølgen speiled sig med Maaneskinnet —

Og Guittarstrængen klang, og Blomsterduften

Fløi fra Balconen, naar vi skiltes ad

Med skjønne Planer for den næste Morgen —

I tusind Tryllescener, som henfoer!

I maleriske Optog gjennem Skove

Og ubekjendte Byer — danske Damer

Paa Bjerg-Somarer, Førerne ved Siden

Med Fakkelblus paa dunkle Klippestie —

Var alt det Drøm? Nei, Liv det var og Sandhed.

Jeg har oplevet hvad jeg aldrig meer

I denne Verden skal opleve — see!

Og nu er det forbi. Nu staaer jeg her,

Som vækket af en Drøm, og seer paa Roma

Og kjender fast ei meer den gamle Stad.

Neapel saae jeg da og døde ei,

Gik fra Forstanden ei i Glædesrusen,

Foer lykkelig hver Røverdolk forbi —

Som Phaeton jeg gjennem Himle foer

Og staaer igjen paa rolig Jord — og lever!

Den stille Uge har heelt underfuldt

Med sine dybe Sørgetoner kaldet

Min Sjæl tilbage fra hiin Sværmerflugt

Imellem Helveder og Paradiser

Til Fredens Lys-Vei gjennem Guddomsgraven.

Med fattig Pillegrim paa hellig Fest

Jeg rysted Vandringsstøvet af min Fod

Og syntes, Herren ogsaa mig husvaled.

Hist i Sixtinsk Kapel jeg svimmel saae

Buonarotis store Dommedag

Og hørte Jordens Jammer sig opløse

I Misererets Cherubime-Klage,

Mens trindt i underfulde Domskapel

Hvert Lys udsluktes, og kun eet, med Haabets

Med Kærlighedens Flamme, svandt bag Altret.

Jeg vandred ud som af Alverdens Grav

Og saae i Korsets store Stjerneglands

Som Pedersdomen Verdens Gravnat oplyst.

Men da Basunen klang: Han er opstanden!

Og Folket knæled, mens Velsignelsen

Med hellig Paaskemorgens Jubeltoner

Henover deres frelste Isser svæved —

Det var som Aandens Vingeslag mig rørte,

Skjøndt blandt de Fremmede jeg standed fjernt.

Forbandelser, man sagde, flagred hen,

Liig sybillinske Blade, mellem Hoben

For dem, der sig af Kirkens Favn løsrev;

Dog paa mit Hoved faldt der intet Blad.

Blandt Kjættterne ved store Skuespil

Jeg som en Fremmed stod, mens Alle knæled;

Dog lønlig knæled Sjælen for sin Herre —

Og ei Velsignelsen mig foer forbi.

Det stille Nom nu atter, stor og herlig,

Opfylder Sjælen med sin Billedverden;

Men de, jeg her mig glæded med, bortfare;

Og veemodsfuldt i Rejselivets Fryd

Sig blander tungt Farvel med Afskedssangen.