Herlige Capri, farvel! — Ved klippehøi Strandbred vi sanke
Smaasteen og række hverandre dem hen; med spøgende Veemod
Gjemmes de som Diamanter. En stor dog en mægtig Naturaand
Fængsled vor Sjæl til hiin himmelske Kyst: ret som fra en Ven vi
Afsked har taget for evig, paa flyvende Seilbaad os blinker
Taaren i Øiet, mens Læben er taus, og Blikket end længe
Stirrer tilbage mod flygtende Kyst. Alvorlig i Dybets
Lønlige Verden nedseer veemodig drømmende Jomfru,
Tænker paa Sagnet fra Nord om Kongen, som ei kunde hvile
Før han opdaged det Land, hvor Blomster ved Juletid voxed;
Og hvor bag evige Muur de døde Smaafugle fik Sangrøst.
Vist i det Land skal vi mødes engang, naar længst os adskilte
Havdyb og Bjerg eller Gravhøi; der skal vi mindes med Glæde
Reisen paa Jord; og hvad i vor Sjæl med evige Samklang
Toned engang, skal vist atter faae Røst bag Evigheds-Muren.
Taaren, som rulled i Bølgen, hiin Draabe i Havet, stal atter
Skjøn af Erindringens Dyb som en kostelig Perle fremdrages.
Blikket, som hist fra lyksalige Øe nedstirred i Voven,
Søgende Salighedsøen i Speilet med himmelblaae Hvælving,
Blinker endnu, som en Straale fuldklar, naar Stjernen i Øiet
Længst er udslukt, og den Verden, vi saae, er forglemt og henfaret.
Farvel med dine Øer,
Dine tusind Paradiser,
Skjønne Stad ved Flammebjerget!
Fra din Tummel, fra din Glæde
Fremmed Gjest sig maa løsrive —
Nu han Sydens Glands har seet.
Til den stille Uges Fester
Høitidsfulde Rom os kalder:
Der skal Sjæl og Øie hvile,
Medens Verdensherligheden
Med sin Pragt og Billedrigdom,
Liig Morganas Tryllehaller,
Svinder fjernt i gyldne Sky.
Atter Mulens Bjælde klinger;
Atter Veturinen smælder;
Atter Reisekarmen ruller;
Atter flyver Afskedssukket
Gjennem Veiens Støv tilbage
Til det Liv, som er henfaret,
Og til Vennen, vi forlod.
Du, som stille hist os fulgte,
Venlig, som den Blomsterdronning,
I hvis Spor du Veien søger,
Tro med Vidskabs Forskerøie,
Til din stille Lykkes Øe!
Tak for hver lyksalig Time,
Her vi saae med Glands bortflyve!
Trofast med hvert herligt Minde
Skal dit Billed os ledsage;
Med Naturens Blomsterdronning
Skal dit Aasyn os tilsmile
Blomstens Fred paa Verdens Øe.
— Du, som djærv fra høie Norden
Fulgte mig paa Bjerg og Bølge,
Minded os med Sang om Hjemmet,
Minded os med Kirkerøsten
Om det høie Sjælehjem!
Ogsaa dig forlod vi hisset:
Over Hav, som kjække Søfugl,
Vil du flyve til dit Norden;
Der vi see dig glad igjen!
— Ene dog jeg ei bortdrager:
Atter jeg i Fruerkarmen
Seer de lyse Øine trindt mig;
Og i Sjælen Hjemmets Engel
Synger om forjættet Land.